Franciska Rosenkilde om sit alternative hus: Der vokser brændenælder i soveværelset

MIT HUS- OG HAVEPROJEKT: Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, har fået sin sag for på Falster. I 2019 købte hun et håndværkertilbud på øen, og her to år senere er hun og kæresten endnu ikke flyttet ind.

Franciska Rosenkilde selfie

Hej Franciska Rosenkilde, kan du fortælle om dit husprojekt?

Jeg er født og opvokset i København, men i en moden alder valgte min kæreste og jeg at udleve drømmen om et hus på landet og købte et tidligere lægehus i Stubbekøbing på Falster. Huset har stået tomt alt for længe – i flere år faktisk – så det står foran en totalrenovering.

Som det står nu, er der enkelte flotte gulve rundt omkring, og der er højt til loftet. Men ALT skal laves, og det vil tage rigtig mange år, før det er færdigt.

Kan du beskrive, hvordan huset så ud, da I købte det? Der må have være en del K3’ere?

Haha, ja, der var en del K3’ere. Man må sige, at vi har købt drømmen.

Det var alt fra utætte nedløbsrør til en facade, der skulle pudses. Derudover voksede der også brændenælder inde i huset. I et af værelserne var der eksempelvis intet gulv, og der var naturen bogstaveligt talt trængt ind i huset. I det mindste ser taget fint ud.

Franciska Rosenkilde

Hvor langt er I med projektet?

Åh, vi er virkelig ikke særligt langt. Vi købte huset i 2019, og det er først denne sommer, vi har kunnet sove der. Et par værelser er gjort beboelige, og vi har da også fået vand i køkkenet, men vi tager bad i haven, og huset kan heller ikke holde på varmen.

Det ligger nogle år ude i fremtiden, før vi kan flytte permanent derned, så indtil da bor vi i København og bruger lægehuset som sommerhus.

Det gode er, at vi har mulighed for at tænke bæredygtige løsninger ind i renoveringen.

Franciska Rosenkilde

Hvilke bæredygtige projekter har I gang i?

Vi har blandt andet tænkt os at isolere med bæredygtige materialer. Vi vil isolere huset, så det bruger mindst mulig energi. Derudover vil vi lave et system til opsamling af regnvand, som vi kan bruge til for eksempel at vande haven med. Og så er vi også i gang med at anlægge en stor køkkenhave, så vi forhåbentlig bliver selvforsynende med grøntsager.

Franciska Rosenkilde

Hvad er den bedste idé, du har fået undervejs?

Det var at købe huset. Umiddelbart lød det ikke som den bedste ide på papiret, men jo mere vi er der, bliver vi bekræftet i, at det er det rigtige.

Samtidig er jeg simpelthen så utålmodig. Jeg ville jo ønske, at huset var færdig og istandsat allerede nu. Der kan jeg da godt ærgre mig over, at det skal tage så lang tid. På grund af mit arbejde har jeg jo ikke super meget fritid til renoveringsarbejdet. Det er helt klart et livsprojekt.

Har du nogensinde haft lyst til at give op – og hvorfor?

Nej, tværtimod. Man skal beslutte sig for at holde af processen. Det er et langt og omfattende renoveringsprojekt, og man skal huske at nyde vejen til målet. Man siger jo også, at man aldrig bliver helt færdig med sådan et hus, og det kan jeg bekræfte er rigtigt. Nej, jeg er end ikke tæt på at give op – ikke endnu i hvert fald.

Franciska Rosenkilde

Hvilket værktøj har du været gladest for?

Klart buskrydderen. Som den brostenskøbenhavner jeg er, blev jeg meget overrasket over, hvordan en have på 1.500 m2 ser ud sent på foråret.

Den lignede en urskov. Lidt vild med vilje med uvilje. Brombærkrattet tager over mange steder, og hvis man for eksempel vil lave en sti gennem buskadset, kommer man ikke langt med en lille havesaks.

idenyt har i forbindelse med Folketingsvalget 2022 tilbudt partilederne af alle opstillingsberettigede partier at deltage i interviewserien ‘Mit hus- og haveprojekt’. Læs de øvrige interviews i serien her

Læs også: Valgtest 2022 – Dette partis vælgere ligner du mest

Mest læste artikler