Niels Krause-Kjær om sit seneste gør det selv-projekt: “Jeg skal sateme ikke selv sove i det!”

MIT HUS- & HAVEPROJEKT: ‘Deadline’-vært og forfatter Niels Krause-Kjær har imod alle odds fået banket et shelter op på sin sommerhusgrund i Rågeleje. Læs her, hvad der har overrasket ham mest, hvad der gjorde ham helt høj – og hvorfor han under ingen omstændigheder selv skal nyde godt af at sove i det færdige resultat.

Niels Krause-Kjær foran sit shelter på sommerhusgrunden i Rågeleje

Hvad er det seneste projekt, du har lavet i hus og have?

– Et shelter til vores sommerhusgrund i Rågeleje.

Hvornår fandt det sted? 

– Sidste år – og det afslører jo, at jeg ikke er en gør det selv-mand. Det er ikke ofte, jeg gør det selv. Ikke med et godt resultat, i hvert fald.

Hvad gik projektet ud på? 

– Jeg bestilte det hele som en pakke fra et savværk, hvor alle materialer – træ, skruer og hele molevitten – kommer med en lastbil. Man skal selv skære træet ud og samle det, men ellers bliver man hjulpet på vej med en fin tegning.

Hvad kostede det?

– 15.000-16.000 kr. inklusive fragten over Storebælt. 

Hvorfor skulle det overhovedet laves?

– Både for at skabe flere sovepladser, når vi er rigtig mange i sommerhuset, og for at fungere som legehus for små børn. 

Hvadøh… er det helt nemt for en mand i din alder at komme ind og ud af sådan et shelter?

– Jeg skal sateme ikke sove i sådan et shelter! Hvad det angår, er det et rent altruistisk projekt. 

Når jeg tænker tilbage på min egen teenagetid, hvor jeg også var spejder, så kan jeg godt forstå attraktionen. Men jeg er 59, og alt har sin tid. Når der er en dejlig, lækker dobbeltseng med dyne og alt muligt, så får man mig ikke derud.

Deadline-vært Niels Krause-Kjær er mere på hjemmebane på Christiansborgs bonede gulve, end han er som gør det selv-mand. Foto: Bjarne Bergius Hermansen for DR.

Hvad er den bedste idé, du har fået undervejs?

– At lave en bålplads foran. Det kom sig sådan set af, at jeg skulle finde græstørv til at lægge på taget, og de skulle jo komme et sted fra. Men det gør, at der ikke kun er tale om et shelter, der bliver brugt til at overnatte i, men om et samlingssted, hvor man sidder rundt omkring bålet på træstubbe – og DET vil jeg rigtig gerne være med til. Der er noget ved at sidde sammen omkring ilden på en sommeraften.

Hvad er det dummeste, du har gjort?

– Jamen, det er typisk mig: Da jeg skulle lægge tagpladerne på – dem, som græstørvene skulle ligge over – så havde jeg en idé om, at man da ikke behøvede at save dem til, så de passede  nøjagtigt med bjælkerne. Det betyder, at der hænger en lille bitte smule udenfor. Man kan ikke se det udefra, men man kan se det indefra. Så det er godt, at jeg ikke selv bruger shelteret, for hvis jeg lå derinde, ville jeg ikke tænke på andet.

Hvad har overrasket dig mest?

– At der skulle så meget træ til, og hvor massivt det er. Hvis der kom en tornado, ville shelteret blive stående. Man kan simpelthen mærke, når man står og hopper på det, at “hold kæft, det er solidt”. Det kommer til at holde mit liv ud, lige meget hvor længe jeg lever

Og så blev jeg også overrasket over, hvor tilfredsstillende det var. Jeg har ikke haft så mange gør det selv-triumfer, men nu kan jeg godt forstå dem, der gør det selv, så de kan nyde at stå og kigge på det bagefter.

Hvilket stykke værktøj har du været gladest for i processen?

– Det kommer også til at afsløre, hvor langt bagud jeg er med byg-selv: min elektriske skruetrækker. Sådan en måtte jeg jo ud at købe – og hold kæft, det er jo til at blive helt høj af! Det er imponerende, så meget kraft, der er i sådan en batteridrevet skruetrækker, og jeg var overrasket over, hvor sjov den var. Det var bare ‘wruut, wruut’ – jeg blev næsten helt barn igen.

Er resultatet blevet, som du drømte om?

– Faktisk bedre, fordi jeg ikke havde regnet med, at det færdige shelter var så massivt og solidt, og at det ville falde så naturligt ind i vores sommerhusgrund. Jeg havde troet, at det ville være lidt grimmere og lidt mere skramlet, så jeg er fuldt ud positivt overrasket. 

Dit bedste råd til andre, der vil gå i gang med noget lignende?

– Det skal de ikke være bange for – heller ikke, selvom de ikke rigtig har prøvet sådan noget før. Når jeg kan, så kan alle.

Efter råd fra Niels Krause-Kjærs kone fik de en god ven af familien, Lisa, til at lægge fundamentet til det nye shelter – ellers ville det ifølge ham selv helt sikkert være gået galt.

Mest læste artikler