Nu kan du sammenligne dit varmeforbrug med andre huse

Med ny beregner fra Energistyrelsen kan du let se, om dit varmeforbrug er højere eller lavere end naboens – og samtidig få gode råd til at spare penge på varmeregningen.

Køber dine naboer nye biler, laver store boligrenoveringer eller tager på lange ferier, uden du forstår, hvor pengene kommer fra? Så ser deres varmeregning måske ser en hel del anderledes ud end din. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget det kræver at opvarme et typisk dansk hus, og om du bor i en murermestervilla, et parcelhus fra 60’erne eller et nybyggeri, siger det ikke bare noget om dig, men også om dit varmeforbrug. 

Er du i tvivl om, hvorvidt din varmeregning er højere end resten af nabolagets, er der dog hjælp at hente.

Med en ny beregner på Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk, kan du nemlig let se, om dit varmeforbrug ligger over eller under gennemsnittet, og – endnu vigtigere – hvad du kan gøre for at få et lavere forbrug.

Sammenlign 15 danske hustyper

En boligs alder, byggematerialer og byggeskik betyder meget for, hvor stort varmeforbruget er. Den nye beregner er derfor baseret på en større kortlægning af danske enfamiliehuse, deres varmeforbrug og renoveringspotentiale.

I alt er der identificeret 15 danske hustyper, og med så mange muligheder kan de fleste let finde et hus, der ligner deres eget. 

– Du skal kun indtaste husets størrelse og nuværende varmeforbrug. Så får du at vide, om du har et højt eller et lavt forbrug i forhold til andre, der bor i samme hustype. Men du får ikke bare et tal. Du får også gode råd til, hvad du kan gøre for at få et lavere forbrug i dit hus, siger fuldmægtig i Energistyrelsen Line Kold i en pressemeddelelse.

Og det er vigtigt, hvis du gerne vil vide, om du kan gøre noget for at reducere dit energiforbrug.

Dobbelt så meget varme

Selvom vi i Danmark generelt har gode boligforhold, er mere end hver tredje bolig i så dårlig stand, at der kan være store besparelser at hente ved energirenovering.

– En murermestervilla bruger i gennemsnit næsten dobbelt så meget varme per kvadratmeter som et nyere typehus. Og selv om et ældre hus sjældent vil kunne opnå samme lave varmebehov som et nybygget hus, kan der være rigtig mange penge at hente på energirenovering og energirigtig adfærd, siger Line Kold og tilføjer:

– Ud over en lavere varmeregning vil en energirenovering også gøre det mere behageligt at opholde sig i huset samtidig med, at et mindre energiforbrug er en vigtigt håndsrækning til klimaet. 

Dårligere stand end vi tror

34 % af boligerne i Danmark har energimærke E eller ringere. Alligevel vurderer kun 8% af danskerne, at deres hus er i energimæssigt dårlig stand. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for dansk byggeri. Og det er ærgerligt. Forbedringer, der medfører en bedre energimærkning, øger nemlig både værdien af dit hus og sænker samtidig energiforbruget betragteligt.

Mange penge at spare

Hvis et 100 kvadratmeter stort parcelhus for eksempel går fra energimærke G til E ved at isolere hulmuren og udskifte vinduerne, stiger husets salgspris med cirka 113.000 kroner. Samtidig kan energibesparelserne ved at have en høj energistandard også blive ganske store over en årrække. 

For et 100 m2 hus med en gennemsnitlig opvarmningstype, vil energibesparelserne over 30 år ved at have et C-mærket hus, frem for et D-mærket hus, blive omkring 180.000 kr. 

Beregneren er en del af Energistyrelsens bygningsguide på hjemmesiden SparEnergi.dk.

Mest læste artikler