Rekordstor byggelyst hos danskerne: Nu indtager kvinderne byggemarkederne

Det seneste år har byggemarkederne oplevet en eksplosiv stigning i antallet af kunder. Pengene skulle bruges andre steder end normalt, og mange har valgt at investere i byggeprojekter. Her ser det ud til, at kvinderne er gået forrest i langt flere projekter, end de plejer.

De danske boligejeres lyst til at investere i større forbedringer til hjemmet er steget markant. Det er pt. på sit højeste niveau i 20 år. Ifølge tal fra Danmarks Statistik har forbrugerne ikke været mere klar til at foretage større investeringer i hjemmet siden 1999. 

– Ingen havde forudset et sådan boom i boligprojekter. I starten af coronakrisen var der fokus på mindre bolig- og haveprojekter, men ret hurtigt fattede folk også interesse for større projekter. Man brugte mere tid i hjemmet, og det resulterede i en ren gør-det-selv-eksplosion, fortæller Helene Birk, marketingchef ved XL-BYG i en pressemeddelelse.

Flere kvindelige gør-det-selv-kunder

Der er også sket en ændring i de besøgende i landet byggemarkeder. Her kommer nemlig langt flere kvindelige kunder i butikken end før corona. Det er ifølge XL-byg forskellige online inspirationssider, der sammen med coronasituationen, har skabt et stigende antal kvindelige gør-det-selv-kunder. 

Hos XL-byg har de set den bemærkelsesværdige udvikling særligt på online-delen af forretningen. Her har de udviklet det digitale inspirationsområde #parcelhack, som giver idéer til fornyelse af boligen ude og inde. Næsten halvdelen af områdets besøgende er kvinder, og omkring 40 procent af alle køb i webshoppen foretages af kvinder. Og det er en stor forandring i forhold til, at byggemarkedsbranchens kunder traditionelt har været mænd.

Tidens store prestigeprojekt 

Trangen til at investere i forbedringer i hjemmet er ikke ny. Det er et behov, der ligger dybt forankret i vores kultur. Det forklarer lektor Malene Breunig, der forsker i moderne hjem- og boligidealer ved Syddansk Universitet.

– Det at skabe et hjem og sætte et personligt præg på ens bolig er i høj grad blevet et identitets- og prestigeprojekt, hvor vi særligt i Danmark har en stærk kultur omkring redebygningen, som indebærer at investere penge, tid og flid i hjemmet. Noget vi i høj grad har set blomstre op under corona-hjemsendelserne, siger Malene Breuning. 

Læs også: Rawlplugs – sådan vælger du den rigtige

Forandringer på hjemmefronten

Der er også sket en ændring i rollefordelingen i hjemmet. Malene Breuning uddyber:

– Et stigende antal kvinder bruger byggemarkederne og påtager sig både planlægnings- og byggeroller. Det afspejler en generel udligning af mande- og kvinderoller i hjemmet, hvor mænd har kastet sig over at bage, grille, lave mad og passe børn, mens kvinder ikke længere er blege for at gå i gang med selv større gør-det-selv-projekter i hus og have.

Helene Birk fra XL-byg beskriver, at kvinder og mænd adskiller sig på flere måder, når de arbejder på byggeprojekter. 

– Kvinder er meget involveret i de større byggeprojekter. De tænker hele vejen rundt i hjemmet og inkluderer flere rum og områder, når de vil lave forandringer. De bruger længere tid på at søge inspiration og interesserer sig for at lave et så sundt og energi- og miljøvenligt hjem som muligt. Dette udmønter sig i en interesse for, hvad der er bag væggene og bag gulvbrædderne. De spørger fx om, hvilken type dampspærre, isolering eller udluftning, de skal bruge til et mere energi- og miljøvenligt hjem.

Mest læste artikler