Sådan gør du huset klar før frosten kommer

Vinteren nærmer sig, og det er en god idé at tjekke dit hus for revner og utætheder, før frosten sænker sig over landet. Her giver vi dig en udførlig tjekliste, der beskytter dit hus mod frostskader. 

Når vand fryser, udvider det sig. Derfor kan vinterens frostvejr give dit hus mange skader. I værste fald kan vand, der trænger ind gennem revner i taget, sætte sig i tagkonstruktionen og ydervæggene. Derfor er det nu, du skal tjekke dit hus for revner og utætheder.

Undgå frostsprængninger

Et godt sted at starte inspektionen er husets skunker. Tjek, om der er vandrør i dem, og om rørene i givet fald er isolerede – ellers er de udsatte i forhold til frost.

“Det værste, der kan ske, er, at frostsprængninger sætter sig fra det ene til det andet til det tredje sted,” fortæller Bolius’ fagekspert i byggeteknik og energi Tue Patursson.

Flere forsikringsselskaber gør opmærksom på, at forsikringen ikke dækker ved manglende isolering. Derfor bør du også sørge for at have varme på i alle rum om vinteren — inklusive de rum, som ikke benyttes – fordi det som oftest er en betingelse for dækning af frostsprængningsskader.

Her er Danmarks 10 mest populære varmepumper

Kig oppefra og ned

Når skunker og varmekilder er gennemtjekket, er det tid til at tage skoene på, stille dig ud foran huset og give det en omfattende visuel inspektion. Tænk rationelt, og kig oppefra og ned.

“Hvor kommer regnen typisk fra? Hvor blæser det fra? Hvor kommer snefygningerne ind?” spørger Tue Patursson.

Start med skorstenen, og tjek, om den er begyndt at smuldre. Gennemgå derefter tag og tagryg – tjek, om der er revner i teglsten og plader. Den typiske frostskade er ifølge Tue Patursson netop revner i taget eller andre konstruktioner. Når vandet trænger ind og ender med at blive til is, udvider det sig og ødelægger huset.

Taget er et skidt sted, fordi det kan føre masser af andre ting med sig. Men det er også vigtigt at tjekke ydervægge, sålbænke, vinduer og soklen for revner.

Sådan sikrer du dig mod fugt i kælderen

Vandhane og ventilation

Har du en udendørs vandhane, skal den lukkes ned og tømmes for vand. Selvom du har en frostsikret vandhane, skal
du stadig huske at fjerne studs og vandslange, så de ikke bliver ødelagt. Endelig anbefaler Tue Patursson at rense ventilationsristene i husets sokkel for at skabe ventilation i kælderen og undgå fugt.

Tjekliste: Sådan gør du huset klar til den første frost

1. Tjek skunker med vandrør – sørg for isolering.

2. Sørg for, at der er varme på i alle husets rum.

3. Tjek skorsten for revner.

4. Tjek tag og inddækninger for revner.

5. Tjek evt. kviste, skotrender og vinkler for revner og utætheder.

6. Rens tagrender, nedløbsrør og nedløbsbrønde for skidt og
snavs, der kan forhindre vand
i at løbe væk.

7. Tjek vinduer og døre for revner og utætheder.

8. Tjek terrænet rundt om huset – kan vandet løbe væk fra huset?

9. Tjek kældertrappen og sørg for, at vand kan løbe ned ad trinnene og ned i afløbet.

10. Luk for den udendørs vandhane, og tøm den for vand.

11. Rens ventilationsriste i husets sokkel.

Læs også: Sætningsskader – sådan skal du forholde dig til revner i muren

Mest læste artikler