De værste nabohistorier i verden

Et ton lort i indkørslen, et hus i brand på grund af for højt græs, en Formel 1-bane i baghaven ... Her er historierne om verdens absolut værste naboer.

De fleste danskere er søde og rare naboer, men …

Du har sikkert mødt ham eller hende. Den sure, evigt kværulerende nabo, der hele tiden finder på nye måder at genere dig på. Og hvis du ikke har – så er det nok dig, der er denne person.
Heldigvis er vi danskere i langt de fleste tilfælde gode og rare naboer. De færreste har en interesse i at genere eller direkte chikanere dem, de bor ved siden af. Hvorfor skulle man dog det?
Konflikter mellem danske naboer handler som regel om regler for fældning af træer, placering af skel og andre småskænderier, der kan redes ud forholdsvist hurtigt.

Læs også: Sådan bøjer du hegnsloven

I nyere tid har de mest heftige fortællinger fra parcelhuslivet i Danmark handlet om parkering af små busser og varevogne i villakvarterer.
Den ene episode skete i Frederikshavn her i foråret 2015, hvor familien til en muskelsvindsramt 8-årig dreng blev skældt ud på grund af den invalidebil, drengen skulle transporteres i. Den var for stor til almindelig parkering i carport, og familien var derfor nødsaget til at holde ude på vejen, fortæller Ekstrabladet.

Men det ville flere af naboerne ikke finde sig i – invalidebilen fyldte for meget, og det var imod reglerne, fik den 8-åriges forældre læst og påskrevet. Senere fik mediernes omtale dog brokkeriet til at stildne noget af.

Satte ild til naboens hus på grund af for højt græs

Hvorefter vi skal ud i den store – og noget barskere – verden. I USA er det flere gange sket, at naboer har sat ild til hinandens huse på grund af bagateller. Senest var det en mand i nærheden af Los Angeles, som fik nok af sin nabos afslappede forhold til græsslåning. Han mente, at nabogræsset var alt for højt og valgte en rimelig krads metode til at meddele dette: Han satte ild til nabohuset, der brændte ned til grunden.

Lottovinder anlagde Formel 1-bane i baghaven

De sidste historier skal vi til England for at nyde: En 20-årig småkriminel vandt flere millioner i lotteriet, og han valgte at bruge pengene på en Formel 1-bane i baghaven. Manden fik simpelt hen anlagt en racerbane, hvor han dagligt var vært ved ægte racerløb, der osede og larmede infernalsk.

De nærmeste naboer var nødt til at opholde sig i soveværelset på den anden side døgnet rundt, og det tog flere år, før myndighederne kunne gribe ind overfor den nyriges eskapader.

Flere tons dyrelort læsset af hos naboen om natten

Et andet sted i England var to familier oppe at toppes i årevis, indtil den enes grund pludselig en dag var fyldt op med tonsvis af dyrelort. Ikke kun et par spande gødning til roserne, men flere lastvognslad med lort, som i nattens løb var losset af i familiens have og indkørsel.

Bunkerne tiltrak lynhurtigt rotter, som myldrede rundt efter kort tid. Den stakkels familie kunne ikke bevise naboens skyld og måtte selv sørge for at få renset grunden op efterfølgende.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler