Udvendige fuger skal passe til husets materialer

Fugen omkring vinduer og yderdøre kan være en elastisk gummi­fuge, en kalkmørtelfuge eller fugebånd. Men der er ikke frit valg, selv om der findes mange typer fuger. Det handler om husets materialer, udseende og selvfølgelig om, hvor let det er at arbejde med.

Kalkmørtel til murede huse

Trævinduer og yderdøre i murede huse har bedst af at blive fuget med kalkmørtel. Har du et gammelt muret hus med nye vinduer, der er fuget med elastiske fuger, bør du fjerne dem og erstatte fugerne med mørtelfuger.

Gummifuge er god, da den holder tæt

Mange vælger at bruge en elastisk gummifuge, der sprøjtes ind med en fugepistol. Den er god, da den holder tæt (diffusionstæt), men til gengæld er det meget vigtigt, at du så udendørs bruger en fuge, der kan ånde (diffusionåben). Ellers risikerer du, at træet rådner.

Silikonefuge kan ikke males

Når du køber elastisk fugemasse, så spørg forhandleren, om overfladen, hvor fugemassen skal sidde fast, skal forarbejdes inden. Og husk, hvis du bruger fugemasse af silikone udvendigt, kan det ikke males. Til gengæld findes fugen i mange farver. Når de elastiske fuger begynder at se tørre og gummiagtige ud, er det tid til at udskifte dem.

Fugebånd er fremtidens fugemateriale

Fugebånd bliver også kaldt fremtidens fugemateriale, fordi det er nemmere at arbejde med end fugemassen. Man skal ikke være den store handyman for at sætte det op, og så sviner det ikke, som det ofte sker, når man står med en almindelig fugepistol.

Fugebåndet udvider sig automatisk

Fugebåndet har den fordel, at det udvider sig automatisk og tilpasser sig alle ujævnheder mellem karm og mur. Og så kan det ånde samtidig med, at det holder regnen ude.

Indtørrede fuger skal skiftes

Fugebåndet bør opbevares ved 15-25 grader mindst en time, før du sætter det op. Båndet udvider sig hurtigt, når du begynder at rulle det ud. Du skal udskifte fugebåndet, når det ser indtørret ud. Det vil begynde at krympe og dermed slippe i siderne, og dermed stiger risikoen for at fugt og vand trænger ind.

Vælg den rigtige fuge

Murede huse: Vælg en fuge af kalkmørtel – den er lavet af samme materiale som huset. Fugen arbejder på samme måde og i samme tempo som murværket.

Træhuse: Brug en elastisk gummifuge eller et fugebånd til den udvendige fuge omkring vinduer og døre.

Husk, når fugen skal skiftes:

  • Skal den gamle fuge udskiftes, er det vigtigt at få fjernet den gamle fuge helt.
  • Den elastiske fuge kan skæres op med en hobbykniv.
  • Fugebånd kan løsnes langs siderne med en skarp hobbykniv.
  • Hvis fugen er af kalkmørtel, går det hurtigst med en mejsel og en hammer.
  • Du må ikke fuge med mørtel på en solskinsdag, da det tørrer for hurtigt og revner.
Twitter Print

Mest læste artikler