Sådan holder du husets facade i topform

Se her, hvad du skal vælge til hvilken facade og hvilke fordele og ulemper der er ved de enkelte malingstyper.
En facade før og efter

De tre U’er – før du du går i gang med facaden

  • Udseendet: skal dit hus fremstå mat, i naturlige farver, skal du vælge cementbaserede løsninger. De mere farvestrålende og skinnende farver er olie- eller akrylmaling.
  • Underlaget: altså hvad skal farven hæftes på? Er underlaget mineralsk, dvs. af puds, cement eller silikatmalet, kan du stort set bruge alle facademalingtyper. Er facaden nypudset, må produktet ikke indeholde olie.
  • Udsættelse: Hvor er din bolig placeret – hvad bliver den udsat for fx vind- og vejrmæssigt?

Huset skal være egnet til overfladebehandling

Det er meget vigtigt, at dit hus er egnet til en overfladebehandling og ikke har problemer med konstruktionen eller består af et meget fugtsugende underlag. I så fald bør du undlade at male.

Det er et stort arbejde at male husets facade, så du bør konsultere en professionel i den butik, hvor du køber malingen. I modsat fald risikerer du at stå med en ‘ommer’ året efter.

Generelt gælder det for facademalinger i dag, at de er diffusionsåbne – altså, at de lader fugt i dampform slippe ud gennem muren, så huset ikke bliver for tæt.

De naturlige produkter

De naturlige produkter har den største diffusionsåbenhed, mens de mere kunstige er tættere. Selv om den type maling giver huset mulighed for at ånde, vil der, hver gang du maler facaden, blive lagt et nyt lag “tætning” uden på muren. Dermed får damp og em stadigt sværere ved at trænge ud, men samtidig får fugt også sværere ved at trænge ind.

De oliebaserede produkter

De oliebaserede malingstyper; olieemulsion, silikone eller akryl indeholder kunstige stoffer og er generelt dyre, men til gengæld er de lettere at holde ved lige og vaske af for begroninger m.v. Du kan få produkterne i alle farver og med forskellig glans. Og produkterne kan bruges på et mineralsk underlag, hvis forbehandlingen – dvs. afvaskningen af tidligere maling eller grunderarbejdet er gjort ordentligt.

Forarbejdet er vigtigt uanset, hvad du vælger

Uanset hvilken “trosretning” inden for malinger du har, og hvilken maling du derfor vælger, skal forarbejdet gøres ordentligt, og facaden skal holdes ved lige, dvs. renses for begroninger mv., ligesom småskader bør repareres hvert år. På den måde vil facaden alt andet lige holde meget længere, før den skal have en ny, arbejdskrævende omgang.

Forlæng holdbarheden

Der er flere holdninger til, hvilke malingtyper der “holder” længst. Producenterne er dog enige om, at et grundigt forarbejde, løbende vedligeholdelse og det rette produkt til opgaven forlænger holdbarheden væsentligt.

Lys eller mørk farve

Lyse farver er lette at male med, for de giver nemmere et ensartet udseende. Husk blot at de skal tørre længere end mørke.

Vælger du en mørk farve, kan den være svært at male ensartet. Til gengæld bliver en mørkere facademur nemmere opvarmet, og dermed forhindres begroninger, ligesom duggen hurtigere forsvinder og ikke skaber fugt.

Hvad gør man, når den cementbaserede maling skaller? 

Den hurtige løsning

Fjern alt det løse omkring hullet. Bank med en pind eller en negl rundt om hullet for at høre, om det også lyder hult indenunder andre steder. Gør det ikke det, og virker den øvrige maling omkring hullet fast forankret, kan du pletmale over hullet. Rens hullet og kanten omkring godt med en kost, så alt det løse grov-puds kommer af. Grund og mal med cementbaseret maling to gange. Du vil dog altid kunne se, at der er en malet plet.

Den grundige løsning

Er det afskallede område for stort, når det løse eller hule puds bliver banket af, er det efter al sandsynlighed en ommer og udtryk for, at grovpudsen under malingen generelt ikke har det rette blandingsforhold. Skal problemet løses i bund, kræver det en lavtryks-vådsandblæsning – dvs. en rensning med fint sand tilsat lidt vand. Hermed får man renset, indtil der er en fast bund. Denne bund skal have en grundingsmørtel, og så er den klar. Det giver nemlig et bedre slidlag og dermed større holdbarhed, så facaden holder længere.

Artiklen bleb første gang bragt på idenyt.dk i 2010. Den er senest opdateret i maj 2022.

Mest læste artikler