Vil du producere miljøvenlig strøm fra solen, så er det måske på tide at rette blikket mod de nye typer tagsten med indbyggede solceller – en teknologi, der så småt er ved at gøre sit indtog her i Danmark
Energirenovering har i mange år handlet mest om isolering og vinduer, men fremover får du også mulighed for at tænke taget med, når der skal spares penge på energi.
Måske husker du, da den amerikanske producent Tesla – som ellers er mest kendt for at lave eksklusive elbiler – i efteråret annoncerede, at man var på vej med tagsten med indbyggede solceller, som var så diskrete, at de ikke kunne ses på tagfladen. Lækkerhedsfaktoren på de offentliggjorte billeder var tårnhøj, og på de sociale medier blev billedet delt hundredtusindvis af gange, ofte kommenteret med spørgsmålet om, hvor og hvordan man kunne få fat på de nye, smarte tagsten.
Tesla løfter dog først sløret for priser og lanceringsdato senere i år, fortæller Maria Lantz, chef for Teslas nordiske kommunikation.
Men ifølge Bolius’ byggetekniske ekspert Tue Patursson findes der allerede flere realistiske alternativer på markedet, også i Danmark. Han ser optimistisk på fremtiden for de producenter, der allerede nu lægger tagsten med solceller på danske hustage:
“Jeg tror faktisk, at det bliver der og ikke fra Tesla, at udviklingen for alvor kommer i gang,” siger Tue Patursson.
Tre typer solcellesten
Hidtil har solceller været et ekstra lag, som blev monteret ovenpå det eksisterende tag. Men de nye tagsten er karakteriseret ved, at solcellerne er placeret i selve tagstenen og dermed bliver en integreret del af tagfladen. Producenterne hævder, at man stort set ikke vil kunne se, at taget delvist består af solceller.
Solcellesten produceres på tre måder. Der findes solceller, der har mål som tagsten, og som derfor kan lægges sammen med almindelige sten. Andre producenter indbygger solcellen direkte i eksisterende tagsten, så man har et tag, der består af sten med og uden solceller. Endelig er der Teslas løsning, som er solceller, der er bygget til samtidig at fungere som tagsten, og som potentielt dækker hele taget. Fælles for alle tre løsninger er, at de er diskrete og ikke skæmmer huset.

Endnu er udviklingen så ny, at der ikke findes konkrete oplysninger om levetiden på de nye tage, så derfor er det svært at sige noget om, hvor mange år der går, før solcellerne skal skiftes. Men Morten Meier fra den norske producent Sun-Net siger, at man ligesom med traditionelle tegl kan skifte solcellestenene enkeltvis, hvis en af dem går i stykker. Man skal altså ikke lægge hele taget om, hvis én sten holder op med at producere strøm.
Den økonomiske gevinst kombineret med designet vil uden tvivl være det, der frister mest ved de nye tage. Prisen for et solcelletag er noget højere end prisen for et almindeligt tegltag, men til gengæld kan du hvert år spare flere tusinde kroner på elregningen – se vores priseksempel i boksen.
Fremtidens solcelletag i kroner og øre
Et tag på 120 m2 kan årligt producere 4.000 kilowatttimer – hvilket er det årlige forbrug for en gennemsnitlig dansk husstand. Med en pris pr. kilowatttime på 225 øre giver det en besparelse på elregningen på 9.000 kr. årligt.
Flade tagsten kombineret med solceller koster 1.500-1.700 kr. pr. kvadratmeter, mens et solcelletag med mere klassiske bølgede tegl koster mellem 1.700 og 1.900 kroner pr. kvadratmeter. Det er kun en del af taget, der lægges med solcelletegl, mens resten af tagfladen lægges med almindelige tegl. Et traditionelt tegltag koster fra 1.200 kr. pr. kvadratmeter, afhængig af hustype og materialevalg. Endnu ved vi ikke, hvad Teslas tagsten vil koste i indkøb og montering.
Priseksempel ved 120 m2 tagflade/4.000 kWh årligt:
Almindelige tegl uden solceller: fra 150.000 kr.
Flade solcelletegl: anslået 204.000 kr.
Bølgede solcelletegl: anslået 249.000 kr.
Glas-solcellesten fra Tesla: endnu ukendt
Det kan du købe nu
Mange virksomheder som fx Gaia Solar, Galaxy Energy og Dansk Solenergi har længe tilbudt tagintegrerede solceller, men hvis du vil have solceller, der ligner helt almindelige tagsten og stort set ikke ændrer på husets udseende, er der lige nu særligt to muligheder, der skiller sig ud:
Solceller suppleret med flade teglsten
Solcellerne sælges og monteres af norske Sun-Net. De har samme mål som flade Domino-tagsten fra Creaton, og de to typer sten lægges sammen på taget. Solcellerne matcher enten de sorte eller røde sten. De monteres på den del af taget, hvor de får mest sol, og man kan derfor tage højde for skygge fra antenne, skorsten og lignende. Prisen anslås til cirka 204.000 kr. for et færdigmonteret tag på 120 m2, hvoraf 40 m2 er solcellesten, men Sun-Net har billigere betonsten på vej, så prisen kan komme længere ned på sigt. Sun-Net har lavet ét tag i København og har givet tilbud til knap ti andre danske husejere. Læs mere på www.sun-net.no
Solceller integreret i bølgede teglsten
ZEP Nordic sælger den hollandske ZEP-sten, der består af solceller monteret i teglstenen F10 U fra Nibra. Sten med og uden solceller lægges på taget sammen, da Nibra-stenene har slidser, der passer præcist til solcellerne, hvilket gør, at buen på stenen forbliver intakt. Stenene fås i mat og glaseret sort og klassisk rød. Prisen anslås til cirka 249.000 for 120 m2 færdigmonteret tagflade. Teknologien har været i brug i Holland i et år, og taget leveres med 30 års tætheds- og produktionsgaranti. Læs mere på www.zepnordic.dk

Det er på vej
Teslas glassten
Tesla er gået sammen med producenten SolarCity om at producere tagsten af glas, der er designet til at ligne traditionelle amerikanske tagsten. De vil kunne fås i fire forskellige varianter, tre flade sten i sort og en bølget sten i terrakottafarvet, og stenene kan potentielt monteres på hele tagfladen. Tesla understreger, at der er tale om en nytænkende integreret løsning af el til umiddelbart forbrug, lagring og transport, da forbrugeren med en Powerwall2 ud over at lagre strøm til senere brug kan hælde strømmen direkte i sin elbil.
Endnu er der ingen konkrete udmeldinger om priser, men ifølge direktør Elon Musk kan priserne ende med at blive lavere end for et tilsvarende konventionelt tag, når man regner besparelsen med. Tesla hævder, at stenene hver især er mere holdbare end traditionelle tagsten.