Historier om gode naboer, der varmer

Naboer er hegnslov, træer i skel og støjende plæneklippere om søndagen. Men naboer er heldigvis først og fremmest gode mennesker, som vil hinanden det bedste. Læs nogle af mest hjertevarmende nabohistorier her.

Nabohjælp til to- og firbenede

Nogle gange har man bare brug for at dele de livsbekræftende og hjertevarme oplevelser, man har med sine naboer.

Det følte en bruger på et debatforum et stort behov for, da hun i en periode havde været meget presset. Pludselig havde kvinden, som kalder sig “fredfyldt” i forummet, fået uventet støtte fra sine naboer. Det beretter hun om i et indlæg på hundegalleri.dk

“Fredfyldt” var meget ofte væk hjemmefra, fordi hendes mormor var indlagt på hospitalet.

En aften, fortæller hun, kom hun hjem efter en lang dag, og så kunne hun se, at naboen havde slået græsset. Og som om det ikke var nok, så inviterede de hende også på flæskesteg.

Da trætheden meldte sig efter middagen, og det var tid til at gå tur med hunden, så tilbød naboerne også at tage sig af den tjans, så ”fredfyldt” kunne bruge tiden på at ordne blomster og tøj til sin mormor. Da hun næste dag kom hjem, så hun, at hun Freja stod og logrede ivrigt ved naboens hegn. Hun ville straks ind til de gode naboer.

Lisbeth Zornigs geografilærer

Lisbeth Zornig har ved flere lejligheder berettet om en bestemt nabo, der gav hende tryghed og en sikker havn, da hun som stor pige levede et meget omtumlet liv med sin mor, der turede rundt og helt åbentlys ikke havde evner til at tage sig af sine børn.

Den tidligere formand for Børnefonden trodsede siden den sociale arv og er i dag en toneangivende røst i debatten om socialt udsattes vilkår.

Men det kunne være gået helt galt, har hun selv berettet blandt andet i filmen Min barndom i helvede. Hun var nemlig som barn både udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar, sult og sin alkoholiserede mors totale negligering.

Nabolæreren

En af redningsplankerne var i en periode Lisbeth Zornigs geografilærer, som også var hendes nabo. Han og hans kone bød hende ofte indenfor, beretter Lisbeth Zornig selv i et interview på Agape.dk.

– “De var vores naboer, og jeg kom næsten dagligt hos dem i et års tid. Jeg fik kakao og franskbrød efter skoletid og overnattede indimellem, når jeg ikke vidste, hvor min mor var. Her var rent, faste spisetider, og man så tv-avis og læste bøger”.

Sådan fortæller Lisbeth Zornig selv om hendes oplevelse af naboernes helt normale familieliv, som efterfølgende blev en model for hende.

Naboer – til døden jer skiller

Billedet herover er et fødselskort i anledning af den jødiske kvinde, Lilly’s, 105 års fødselsdag. Det er hendes naboer i en forstad til London, der har lavet det til hende. Naboerne er en pakistansk storfamilie på 14 medlemmer, som tog den gamle gamle jødiske enke fuldkommen til sig i de sidste år af hendes liv.

Det er ellers ikke ligefrem fredelig sameksistens, man forbinder med jøder og muslimer indbyrdes. Man behøver bare at tænke på de bomber, som Israel og visse palæstinensiske oprører jævnligt sender ind over hinandens grænser. Men her i den lille verden i Willesden Green var der ingen jøder eller muslimer – kun mennesker.

Adopteret som bedstemor

I den engelske avis, The Independent, beretter Helen Stone om, hvordan hendes tante Lilly blev til famlien Mohamed og Shamin Islam´s bedstemor.

Da Lilly var en årsunge på kun 94 år, faldt hun en dag i snak over hækken med sin nye nabo, Mohamed. Og så tog det ene det andet. Snart begyndte han at gøre små ærinder for Lilly, og hans hijab-bærende kone Shamin og deres fælles døtre kom jævnligt med mad til Lilly. Da parrets to-årige datter begyndte at kalde Lilly for bedstemor, var sagen klar: Lilly fik status som famliens bedstemor.

Og det er en ærestitel. For hvis der er noget jøder og muslimer har tilfælles, så er det stor respekt for den ældre generation.

Lillys eneste datter, Regina, boede 3000 km væk i USA, så familien Islam blev Lillys største støtte i hverdagen. Derfor var det også helt naturligt, at Mohamed og Shamin sad ved Lillys bord ved hendes stort anlagte hundrede års fødselsdag.

Da kræfterne begyndte at svinde og efter et hoftebrud som 99-årig, tog den pakistanske families omsorg bare til. Det var for eksempel dem, der sørgede for at bære Lillys seng ned i stueetagen, så hun ikke skulle gamble med sit helbred, når hun skulle op ad trapperne til sin seng om aftenen.

Naboer – til døden jer skiller

Som 105 år døde Lilly i tryg forvisning om, at mindst 14 pakistanske naboer elskede hende.

Begravelsen skulle efter jødisk tradition være dagen efter Lillys død, så Regina tog straks flyet til London. Familiens Islams gode ven, taxichaufføren Iqbal, hentede Regina i lufthavnen og kørte hende den lange vej til begravelsen. Taxituren fik hun ikke lov til at betale for.

Regina havde stået i jævnligt kontakt med sin mor over Facetime og ligeledes med den pakistanske familie, så hun vidste godt, hvor meget Lilly og familien betød for hinanden

Derfor var det helt naturligt, at den pakistanske famlie blev inviteret med til den traditionelle jødiske begravelse og i overenestemmelse med det jødiske begravelsesritual deltog de muslimiske mænd i jordpåkastelsen ved på skift at kaste jord på kisten.

For sådan kan det også være på trods af alverdens ufred: Naboer – til døden jer skiller.

Fotos: iStockphoto, Huset Zornig, The Independent

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler