Sådan passer du på huset nytårsaften

Sådan sikrer du dit hus til nytår

Det er ikke nok at tage postkassen ind nytårsaften. Du skal sikre dit hus hele vejen rundt. På den anden side er det heller ikke nødvendigt at forskanse sig som i et fort ... Godt nytår!

Twitter Print

Spænd havenisserne fast

Alle løse genstande skal fjernes eller låses inde. Det gælder cykler, haveredskaber, krukker, havemøbler, havenisser … Husk at låse skuret. Dæk evt. brændestablen med en presenning, så den ikke er iøjnefaldende.

Beskyt dit kæreste eje

Hvis det er muligt, så kør bilen ind i carporten eller garagen. Ellers parker den et sted, hvor den ikke er alt for udsat for nedfaldne raketter eller forbipasserende, der evt. kan finde på at ødelægge den.

Undgå dårligt nyt med posten

Skru postkassen af og tag den med ind i sikkerhed. Lad den blive inde et par dage før og efter nytår, til krudtet er brændt af. Har du ikke mulighed for at tage postkassen af, kan du sætte en bakke med vand i bunden af postkassen. Det er også muligt at købe postkasser med nytårssikring. Spær også brevsprække og kattelem af.

Fjern snoren på flagstangen

Stil dig på en stige, og bind snoren fast højt oppe på flagstangen. Så er den vanskelig at få fat på for festglade forbipasserende.

Vand stråtaget

Stråtækte huse og nytårskrudt er en dårlig kombination. Overhold reglerne for minimusafstande (for stråtækte huse 200 m og 400 m hvis du befinder dig i vindens retning). Har det været tørt op til nytårsaften, kan du vande stråtaget godt og nedsætte risikoen for brand.

Allier’ jer med naboerne

Træf aftaler med naboerne, så de ser efter huset, hvis I ikke er hjemme. Hvis det er muligt, så træf også aftaler om, hvor på vejen, I fyrer krudtet af, og hvordan I sikrer, at det ikke lander på biler og tage.

Tænd ikke bål i stuen

Sørg for, at lys og bordbomber står stabilt og i sikker afstand fra letantændeligt materiale. Hav vand i nærheden, og tjek, at dine røgalarmer virker. Overvej, om I skal anskaffe en brandslukker.

Hold tyven væk fra huset

Der er øget risiko for indbrud omkring jul og nytår. Særligt hvis familien ikke er hjemme, bør huset se ‘beboet ud’. Lad lys være tændt forskellige steder, tænd tv’et eller lad radioen eller anlægget køre. Hvis du er væk i længere tid, så brug et tænd/sluk-ur til lys og tv eller radio.

Tjek forsikringen en ekstra gang

Hvis der kommer kanonslag igennem brevsprække, dækker forsikringen skaderne. Raketter, der lander på bilens tag, er dækket på bilens kaskoforsikring. Har du kun en ansvarsforsikring, er der ingen dækning. Tjek forud, om du har den rigtige dækning.

Twitter Print

Mest læste artikler