Solen bager i denne tid over det danske sommerland og er godt i gang med at forvandle Gud og hvermand til sveddryppende, uformelige klumper kød. Det gælder også indholdet i din skraldespand, hvor resterne fra gårsdagens grillbuffet og kartoffelsalaten med ymer og cremefraiche er i gang med at gennemgå en omfattende forvandling. Hvor de før var delikate sommerretter, er de nu stinkende bakteriebomber, som fra sin plads i skraldespanden forpester omgivelserne. På grund af varmen i skraldespanden nedbrydes madaffaldet nemlig ekstra hurtigt og frembringer en stank, som kun spyfluer og maddiker kan finde glæde ved.
Sådan mindsker du lugten fra madaffaldet
Heldigvis kan du selv være med til at nedbringe stanken fra skraldespanden. Du skal blot gøre følgende:
- Slå to knuder på den grønne pose til madaffald. Undgå derudover at fylde posen til randen. Smid hellere flere mindre fyldte skraldeposer ud end færre fyldte.
- Sørg for at posen er helt tæt, også efter du har lagt den i din affaldsbeholder.
- Madaffaldet bør dryppes af, inden det bliver smidt ud. Væsken vil nemlig lugte.
- Hold låget på affaldsbeholderen ordentligt lukket.
- Placer din affaldsbeholder i skygge og væk fra boligen. Hvis den står i solen, varmes affaldet op, og stanken vil blive uudholdelig.
- Rengør din beholder med vand og sæbe, hvis der er kommet madaffald i bunden eller på siderne. Det kan forebygge lugt og maddiker. Læg beholderen ned og spul den med en haveslange, så vandet kommer i kloakken. Hvis du ikke selv vil vaske din beholder, så findes der flere private firmaer, der tilbyder denne service.