Beregn hvilken sugeevne, du behøver
Når det gælder emhætter, er det vigtigste, at sugeevnen passer til dit køkkens størrelse, og her findes der flere beregningsmodeller. En af de gængse går ud på at gange køkkenets rumfang med 6, hvorved du får den mindste sugeevne, emhætten bør have. Og ved at gange med 12 finder du frem til den maksimale sugeevne, der er nødvendig.
Kogeø kræver ekstra stærk sugeevne
Ved en kogeø, hvor der er luft til alle fire sider omkring emhætten, har mados og røg lettere ved at slippe væk. Her er det derfor vigtigt, at du anskaffer dig en emhætte med en rigtig god sugeevne, så den bedre er i stand til at fange al osen.
Hvis dit komfur med kogepladerne befinder sig op ad en væg, så hjælper væggen med til at kanalisere dampen og madosen op til emhætten.
Emhætter med aftræk
Der findes grundlæggende to typer emhætter at vælge imellem. Den ene er emhætter med udsugning, hvor mados og røg suges direkte ud i det fri via et aftræk i muren eller taget. Dette er den mest almindelige type – og som regel den mest effektive, hvor den største del af den forurenede luft forsvinder ud af hjemmet. Det er også ofte den dyreste løsning, da der skal installeres et aftræk.
Emhætter med recirkulation
Den anden type emhætte fungerer via recirkulation og har ikke aftræk, men filtrerer luften gennem et kulfilter, hvorefter den rensede luft sendes ud i køkkenet igen. Dette kulfilter skal udskiftes en til to gange om året. Ofte findes de nye emhætte-modeller til både aftræk og recirkulation.
Tjek, at fedtfilteret er nemt at rense
Emhætter har desuden et fedtfilter, som fanger fedtpartiklerne fra madlavningen, så de ikke sætter sig fast på emhættens indre vægge. Dette filter skal rengøres cirka en gang om måneden, og det er derfor en god idé at tjekke før køb, at det er nemt at tage fedtfiltret ud og sætte det tilbage i emhætten igen.
Tænk på støjniveauet
Et problem ved mange emhætter er larmen, der undertiden kan gøre det svært at snakke med hinanden i køkkenet. Da emhættens motor bærer en god del af skylden, kan du komme problemet delvist til livs ved at anskaffe en emhætte med en ekstern motor, der kan placeres på fx loftet i dit hus.
Støjsvage emhætter og lys
I dag findes der også en række emhætter, som er relativt støjsvage – hvilket vil sige, at støjniveauet ligger under 50 decibel. Det er rart med et ordentlig arbejdslys under madlavningen, og du bør derfor også tjekke, at lyset i den emhætte, du er brændt varm på, ikke er for svagt.
Tips til emhætten
– Fedtfiltret i din emhætte er som regel af metal, og i så fald kan det vaskes i opvaskemaskinen, hvilket er den mest effektive måde at rense det på. Opvaskemaskinen skal være tom, så snavs fra tallerkener og bestik ikke sætter sig fast i filtret.
– Hvis fedtfiltret er af aluminium, kan det blive misfarvet i opvaskemaskinen. Hvis du vil undgå dette, skal du lægge det i blød i varmt vand med sulfosæbe. Skrub det grundigt efter et par timer, og skyl det, før du igen sætter det på plads i emhætten.
– Emhætter med udsugning suger luften ud og skaber dermed en vakuumeffekt i køkkenet. For at emhætten kan fungere optimalt, skal der luftfornyelse til. Derfor bør du åbne et vindue i et tilstødende rum eller et stykke væk fra emhætten, når den er i brug. Er vinduet tæt ved emhætten, vil brisen lede mados og røg væk fra udsugningen.
– Ved udsugningsemhætter skal du starte emhætten på lavt niveau et par minutter, før du går i gang med at lave mad. Så er luften begyndt at bevæge sig i den rigtige retning, hvorved madosen med det samme ledes op i emhætten.
– Efter madlavningen bør du lade emhætten køre på lavt niveau i 5 til 30 minutter – afhængigt af, hvilken slags mad du har lavet. Så sikrer du dig, at al mados er væk.
– Når emhætten kører på højeste hastighed, bruger den mere end dobbelt så meget energi, som når den kører på laveste niveau. Men det er også kun nødvendigt at bruge det højeste niveau, når du koger og steger for fulde drøn. Til almindelig madlavning kan du sagtens klare dig med et af de lavere trin.
Vinklet emhætte
Frit hængende
Strømlinet vægmodel
Alternativt udseende