Det er de færreste, der tænker over husets hårde hvidevarer i hverdagens trummerum. Her skal de praktiske produkter helst bare virke. Men når vaskemaskinen står af, og køleskabet ikke længere køler mælken til morgenmaden, har vi alligevel meget klare holdninger til, hvilke mærker vi helst vil købe.
Vores kendskab til de største producenter af hårde hvidevarer er nemlig ganske højt. Det viser en undersøgelse fra YouGov, der ser nærmere på danskernes præferencer inden for de store husholdningsmaskiner.
Halvdelen af danskerne ville vælge det samme
Faktisk kender hele 3 ud 4 de største producenter af hårde hvidevarer på det danske marked. Vi har dog størst kendskab til Miele, Siemens og Bosch, og det er også disse tre mærker, som de fleste af os vil overveje, næste gang vi skal købe ny ovn, tørretumbler eller fryser.
Det er dog særligt det tyske mærke Miele, der skiller sig positivt ud. Endda så meget, at næsten halvdelen af danskerne, hele 48 procent, svarer, at de vil overveje Miele, næste gang de skal skifte hårde hvidevarer. Det er især blandt borgere over 60 år, at Miele er et populært valg.
Læs også: Selvrensende pyrolyseovne fylder dit hjem med giftige gasarter
Lige efter Miele ligger Bosch og Siemens i toppen af rankingen. Lidt over 40 procent svarer, at de vil overveje dem ved næste køb af hårde hvidevarer. Der er dog større afstand til de øvrige konkurrenter som Samsung, Electrolux og AEG, som kun 27-30 procent af de adspurgte ville overveje. Philips får en bundplacering med 24 procent.
Kvalitet vigtigere end pris
Samtidig tyder noget på, at kvaliteten er mere afgørende end prisen, når det gælder et nyt køleskab eller ovn. I hvert fald forbinder hele 61 procent af os de tyske hårde hvidevarer med god kvalitet. Og her kan de nærmeste konkurrenter Bosch og Siemens ikke helt følge med.
Til sammenligning er det kun lidt under halvdelen af befolkningen, der forbinder dem med god kvalitet.