Indret et billigt vaskehus, der er praktisk

Der var ikke ligefrem overskud på budgettet, da familien kom til en tiltrængt renovering af husets kælder, og ikke mindst det meget slidte vaskehus. Til gengæld var listen af ønsker lang.


Vandsikret vaskehus

Familiens “nye” vaskehus skulle være vandsikret, da deres hus ligger i et område, hvor heftige regnskyl ofte betyder kommunevand i kælderen. Vandet har to gange tidligere ødelagt maskiner mv.
Løsningen blev ikke revolutionerende, men gedigen og funktionel.

Sokkel af multiplader
En vaskesektion blev bygget op af multiplader, så de hårde hvidevarer kom op i en bedre arbejdshøjde og samtidig blev vandsikrede. Sektionen fik også indbyggede hylder til alt det løse, der således også kom uden for vandets rækkevidde.

Håndværkere blandet med gør det selv

Familien valgte at bruge professionelle håndværkere til det fagligt krævende, men både far og mor trak i arbejdstøjet undervejs, og det samt gode og billige ideer fra de tilknyttede håndværkere betød, at familien fik sit hvide, vandsikrede vaskehus for en sum på 10.000 kr.

Det gode tilbehør
De nye pudsede vægge er lidt sarte over for stød. Familien købte derfor skrivebordsunderlag i plastik og forede hylderne hermed. Og hvorfor ikke indrette sig lidt hyggeligt, selv om vi er i et gammeldags vaskehus. De sjove bordskånere bruges som underlag til strygejernet, spanden eller blomsterne, der skal stå på sektionen permanent eller midlertidigt. Blomsterne har fået praktiske gummiskjulere. Skjulerne og bordskånerne er fra Zone. Vaskemaskine og tørretumler vibrerer, så for at de ikke skal slå puds af væggene, når de arbejder, er de forsynet med små puder af skumgummi på siderne.

Sådan blev det 10.000 kr.:

  • Multiplader ca. 650 kr.
  • Primer, Cempexo ca. 500 kr.
  • Cement til pudsning ca. 150 kr.
  • Udslagsvask, Pamda 1.570 kr.
  • Diverse rør, fittings m.m. 1.000 kr.
  • VVS 1.720 kr.
  • Murer 4.410 kr.


Vasken – en god investering

VVS’eren foreslog en gammeldags udslagsvask i stedet for en typisk indbygget vask. Det har familien ikke fortrudt. Vasken er praktisk med gedigen lukkefunktion i bunden. Den er let at rengøre og opsat i en fornuftig arbejdshøjde.

Mest læste artikler