Rent tøj med koldt vand

Der er flere fordele ved at vaske i koldt eller næsten koldt vand. Du sparer både penge og skåner miljøet.


Effektive vaskemidler

Ny teknologi betyder, at vaskemidlerne er blevet meget mere effektive, så tøjet kan vaskes ved lavere temperaturer. Det tøj, du før vaskede ved 40°C og 60°C, kan du nu få ligeså rent ved 20°C og 30°C. Det kan mærkes på elforbruget, pengepungen og dermed på miljøet.

Meget beskidt tøj skal vaskes ved

mindst 30°C
Både undertøj og normalt beskidt tøj kan vaskes ved 20°C. Det betyder, at de daglige vaske kan klares ved den temperatur. Meget beskidt tøj skal vaskes ved mindst 30°C.

El-besparelse på ca. 60%
Vasker du ved 20°C frem for 40°C eller 30°C frem for 60°C, får du en el-besparelse på ca. 60%. Du bør dog ikke vaske uld og silke med enzymholdigt vaskemiddel, men finde et specialmiddel, der er beregnet til formålet.

Bakterier, sygdom og allergi
Der er undtagelser. Er der sygdom i huset eller specielle bakterier som fx salmonella på spil, skal der vaskes ved højere temperatur – mindst 60°C. Medmindre du anvender tørretumbler, da temperaturen i tumbleren er langt over 60°C.

Speciel vaskepulver til dun
Er der allergi i huset, skal sengetøj, dyner og puder stadig vaskes ved 60°C for at fjerne husstøvmider. De fleste koldtvandsvaskemidler kan dog også bruges ved temperaturer op til 60°C.

Har du dundyner er det klogest at bruge et special-vaskemiddel for at forhindre, at dunene falder sammen.

Vaskemaskiner til kold vask
De fleste vaskemaskiner, der er under 5 år gamle, kan bruge koldtvandsvaskemidler. Du skal bruge et normalt vaskeprogram og kunne sænke temperaturen til 20°C eller bruge et normalt vaskeprogram, der vasker ved 20°C.

Trinløs regulering
Har din vaskemaskine ikke trinløs regulering af temperaturen, skal du bemærke, at uld-, skåne- og finvaskprogrammer ikke kan bruges, da den mekaniske påvirkning af tøjet skal svare til en almindelig normalvask.

Kig i manualen
De fleste producenter har en vaskemaskine, der er beregnet til koldtvandsvask. Kig i manualen eller kontakt producenten, hvis du er i tvivl om, din vaskemaskine kan bruge koldtvandsvaskemidler.

Hold vaskemaskinen frisk

En gang om måneden skal du vaske en vask ved 60°C eller 95°C for at undgå dårlig lugt fra vaskemaskinen. Husk også at efterlade vaskemaskinen med døren på klem, når du ikke vasker.

Miljømærker
Koldtvandsvaskemidler, der er mærket med Blomsten eller Svanen, er testet efter EU-regler og gives kun til de produkter, der kan leve op til miljømærkereglerne og i øvrigt har bevist, at de vasker ligeså rent som vask ved højere temperaturer.

Her får du et overblik over et udvalg af de koldvandsvaskemidler, der er på markedet pt.

Produkt
Miljø-mærke
°C
Parfume
Vægt
Antal vaske
Pris
Føtex, Care pulver
Blomsten
0-60°C
Nej
900 gr
ca. 12
28,95
Superbest, Cold’n clean pulver
Blomsten
0-40°C
Nej
900 gr
ca. 12
29,95
Irma, Tusindfryd
pulver og flydende
Svane-mærket
20-60°C
Nej
2 kg/
1,5 l
ca. 30
69,00
Netto, Netop
flydende
20-60°C
Nej
0,8 l
ca. 20
29,95
Aldi, Una
flydende
20-60°C
Ja
1,5 l
ca. 20
36,95

Mest læste artikler