12 enkle tips til dig, der leder efter et vinkøleskab

12 enkle tips til dig, der leder efter et vinkøleskab

Går du op i vin, så skal du selvfølgelig have et vinkøleskab. Men hvor stort skal det være, hvor mange kølezoner skal det have, og hvad skal det ellers kunne? Vi guider dig her til køb af det bedste vinkøleskab for dig. 

Twitter Print

Vinopbevaring eller vinkøleskab

Der er mange vinentusiaster, der lever fint uden et vinkøleskab. Er du i besiddelse af en kælder med en stabil, kølig temperatur og uden for meget fugt, kan du da også sagtens leve uden teknologisk vinopbevaring. I den virkelige verden er det dog de færreste, der har et rum i deres bolig, hvor levende vin kan få lov til modnes under gunstige betingelser.

Med vor tids store interesse for kvalitetsvin er det derfor naturligt for mange at købe et vinkøleskab. Det kan dog være en udfordring at finde det rette skab. Der er så mange typer, størrelser, priser og kvaliteter på markedet inden for vinkøleskabe.

Så hvad er det egentlig, man skal se efter, når man vil købe et vinkøleskab? Det giver vi dig her en guide til. 

1. Vinkøleskab – en eller to kølezoner?

En vin skal opbevares ved temperaturer mellem 10 og 18 grader, men smag og behag er forskellig, og nogle vine, som for eksempel champagne, skal ideelt set opbevares køligere end drikkemodne rødvine.

Blandt andet derfor er det en stor fordel, hvis dit vinkøleskab har to kølezoner, som kan indstilles til hver sin temperatur. Den ene zone kan eksempelvis indstilles til serveringstemperatur for afkølede hvide vine og den anden til langtidsmodning af årgangsvine i grand cru-klassen på 17-18 grader.

2. Vær opmærksom på støjen

Et vinkøleskab giver lyd fra sig, men niveauet er meget forskellig fra skab til skab. Det er ikke ligesom en opvaskemaskine, hvor støjen er konstant, mens programmet kører. Det er snarere som et køleskab, hvor kompressoren går i gang med jævne mellemrum. Dette sker dog som regel kun ganske få gange i døgnet.

Støjen bliver angivet i decibel. Du vil helst så langt ned i 40’erne som muligt. 

3. Tjek vinkøleskabet energiklasse

Vinkøleskabe opererer med samme skala i energiklasse som andre hårde hvidevarer. Det er dog de færreste vinkøleskabe, som er oppe i A+ eller A++ kategorien – også blandt luksusskabene.

Vinkøleskabet skal dog ikke køle lige så langt ned som et almindeligt køleskab. Af den grund er energiforbruget ikke det samme. I modsætning til en opvaskemaskine eller en vaskemaskine er energiforbruget nærmest konstant i et vinkøleskab. Med mindre du har bundløse midler, bør energiklassen derfor have høj prioritet. 

4. Beskyttelse mod UV-stråler i vinkøleskabets dør

Vinkøleskab med en låge og UV-filter.  
Vinkøleskab i økonomiklassen – dog også her med glasrude med UV-beskyttelse.  

Et vinkøleskab er som standard udstyret med en glasdør. Så kan man til enhver tid nyde synet af sin samling. Vigtigt er det, at glasdøren beskytter mod UV-stråler fra solen. Denne type stråler kan nemlig skade vinen og speede gæringsproccessen op.

Hvis glasdørens UV-beskyttelse er effektiv, kan vinkøleskabet nærmest placeres, hvor det skal være. Generelt kan man sige, at jo tykkere og mere matteret glasdøren er jo bedre. 

5. En eller to døre i vinkøleskabe med to kølezoner

I de fleste vinkøleskabe anvendes den samme dør til begge kølerum. Det kan sagtens gå an. Det mest gunstige er dog: en dør til hver kølezone. I virkelighedens verden viser erfaringen nemlig  ifølge flere eksperter, at vinkøleskabe har svært ved at opretholde to forskellige, konstante temperaturniveauer med kun én dør. Udsvingene er dog ikke dramatiske, så denne detalje er kun noget, de absolutte vinperfektionister behøver at tage hensyn til.

6. Kontrol af luftfugtighed

En ting er temperatur, noget andet er luftfighed. En del vinkølekabe er udstyret med en system til at kontrollere luftfugtigheden, og det er en stor fordel. Vinkøleskabets sensor vil sørge for, at fugt kan fordampe. Det medfører ved nogle vinkøleskabe, at du undertiden skal tømme et mindre vandreservoir.

En luftfugtighed mellem 55 og 75 procent anses generelt for det rette niveau for luftfugtigheden i skabet. Fugtkontrol er med til at sikre, at hverken korkproppen eller vinetiketten tager skade. Urenheder i korkproppen er særligt kritiske, da disse kan ødelægge vinen.

7. Kompressor eller termoelektrisk skab

Kompressorskabe opererer på en måde, der minder om et køleskab. De kræver også som regel – ligesom et køleskab – lidt luft omkring skabet for at undgå overophedning af kompressoren. Vinkøleskabe med kompressorer er gode til at opretholde en konstant temperatur. De fleste større vinkøleskabe benytter sig af kompressorer.

Termoelektriske vinkøleskabe er alternativet. De er både mere støjsvage og mindre energikrævende. Kølingen foregår ved, at der bliver sendt elektrisk strøm til de indvendige fliser, som skabet er forsynet med. Køleevnen er dog lidt mindre på et termoelektrisk vinkøleskab.

8. Det billige vinkøleskab – serveringskøleskabet

Har du et budget til et vinkøleskab på ca. 1000 kroner, kan du sagtens være med. Du kan få flere forskellige modeler, men kapaciteten vil være begrænset til 4-12 flasker. Den store fordel ved vinkøleskabe i økonomiklassen er, at det er nemt at finde plads til skabene i et køkkenskab eller på køkkenbordet. 

Denne type vinskab egner sig dog ikke til samlere, der vil vente flere år på, at deres vin modnes færdig. De små vinkøleskabe er i princippet serveringskøleskabe. De er gode til dig, der gerne vil give dine kvalitetsvine en god rolig tid i det rette miljø mht. fugt og temperatur, inden de skal drikkes.

9. Ekstra funktioner i vinkøleskabe i luksusklassen

Luksus vinkøleskab med to kølezoner og to låger.  
Et vinkøleskab i 6000 dollars klassen (foto: Gifts Plaza, Amazon)  

Fra 8000 kroner og opefter er du i formel 1-klassen for vinkøleskab. Her kommer yderligere funktioner i spil. Det kan for eksempel være:

  • Dæmpbar belysning
  • En volumen på mellem 4 og 500 liter og plads til over 200 flasker pr. skab
  • Temperaturindstilling
  • Computerstyring med LCD touchskærm
  • Hylder på teleskopskinner
  • Både hylder I fuld dybde og med skråt display
  • Aktivt kulfilter

10. Døren eller dørene i vinkøleskabet

Du kan desværre ikke være sikker på, at temperaturen og luftfugtigheden forbliver kontant i begge rum i et skab med 2 kølezoner. Vil du sikre dig en konstant temperatur uden udsving, så er du nødt til at vælge et skab med to kølezoner og med to separate døre. Flere eksperter i vinkøleskabe peger nemlig på, at det i praksis er vanskeligt at holde temperaturen og mikroklimaet i de to skabsafdelinger komplet separate

Tjek, at døren til vinkøleskabet kan vendes, så den både kan monteres højrehængt og venstrehængt. Selvom du føler dig sikker på skabets placering, kan din boligsituation jo ændre sig, og et vinkøleskab, der holdes ordentligt, kan følge dig i mange år. 

11. Hylder i vinkøleskabet

Udtrækshylder er en praktisk ekstra funktion. Hylder i træ er ofte at foretrække frem for stålhylder, da vibrationerne fra vinkøleskabe har en tendens til lettere at forplante sig til metalhylder.

Hvis dit skab primært skal anvendes til bobler som for eksempel champagne, så tjek, at lejet i hylderne er tilstrækkeligt stort, da chamagneflasker har en lidt større diameter end almindelige vinflasker. 

12. Integrérbart eller fritstående køleskab

Integreret vinkøleskab eller fritstående køleskab.  
Integrérbart vinkøleskab under køkkenbordspladen i baggrunden.  

Et fritstående vinkøleskab med kompressor skal som regel placeres med mindst 10 centimeter fra vægge og andre møbler for at undgå overophedning. Det er den samme rettesnor, der gælder for almindelige køleskabe. Et integrérbart køleskab er skabt til at kunne indpasses i skabe og lignende møbler. Her behøver der ikke at være afstand og luft mellem skab og væg.

Twitter Print

Mest læste artikler