6 nemme råd: Undgå fugt i dit hus om vinteren

Ude er godt, men hjemme bedst, siges det. Det modsatte kan dog være tilfældet, hvis der inden for hjemmets fire vægge ikke er tilstrækkeligt fokus på indeklimaet.
et åbent vindue

Danskerne tilbringer ekstra meget tid inden døre i øjeblikket på grund af det kolde vintervejr. Derfor er der nu særlig god grund til at være ekstra opmærksom på det indendørs miljø i boligen. Det skriver Velfac i en pressemeddelelse. 

– Når det er koldt udenfor, kan det være fristende at holde vinduerne lukkede og forsømme udluftningen, lyder det fra Klaus Tiedemann, der er chef for privatrådgivning hos Velfac. Han fortsætter:

– Når vi er meget hjemme, afgiver vi en masse fugt til luften, hvilket kan gå ud over indeklimaet. Det samme kan vinterens temperaturforskel mellem inde og ude. I begge tilfælde kommer du rigtigt langt med nogle gode rutiner til at få luften i boligen skiftet nok ud.

Dårlige indeklimamæssige forhold kan ikke bare medføre gener som træthed og hovedpine. I værste tilfælde kan de forårsage eller forværre alvorlige sygdomme, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Seks nemme råd til et bedre indeklima om vinteren

1) Luft ud ofte, men kortvarigt

Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du griber udluftningen an i den kolde tid. På denne tid af året bør du lufte ud hyppigere og i kortere tid ad gangen. Klaus Tiedemann uddyber:

– En god tommelfingerregel er at lufte grundigt ud for åbne vinduer morgen, middag og aften i cirka 5-10 minutter. Det er klart den mest effektive fremgangsmåde, fremfor at lade vinduerne stå på klem over længere tid. Især hvis du samtidig sørger for gennemtræk, så den friske luft virkelig får lov at cirkulere rundt i boligen.

Endnu en fordel ved ikke at lade vinduerne stå på klem for længe er, at du undgår at afkøle vægge og andre overflader. Det kræver nemlig både tid og energi at hæve temperaturen igen.

2) Husk udluftning efter mad og bad

Udover at lufte grundigt ud flere gange i løbet af dagen, er det vigtigt at gøre en ekstra indsats for at skifte luften ud i forbindelse med bade og madlavning.

Det afgiver en masse fugt, når vi bader, og derfor er det en god idé at holde badeværelsesdøren lukket i forbindelse med et bad. Hvis du har en udsugning på dit badeværelse, er denne en stor hjælp til at fjerne den værste damp. Sørg også for at lufte ud både under og efter badet.

Hvis du har et vindue på dit badeværelse, så hold det gerne åbent i forbindelse med badet.

– Også i køkkenet kan der opstå meget damp, og derfor bør du altid huske at bruge emhætten. Den fjerner både madlugt, varme og fugtig luft fra madlavningen, så det ikke sætter sig i boligen. Husk også at sørge for en grundig udluftning for åbne vinduer i 10 minutter efter endt madlavning, fortæller Klaus Tiedemann.

3) Lad vinduets ventil stå åben

Er dine vinduer udstyret med en lille ventil, der kan sørge for frisk luft uden at sænke temperaturen? For mange danskere med moderne vinduer er svaret ja, og i så fald kan du med god grund lade ventilen stå åben hele døgnet. På den måde inviteres den friske luft udefra ind, så luften i hjemmet ikke bliver tung.

4) Hold boligen varm

Et fjerde nemt råd er at have en smule varme på i alle værelser, selvom det kan være fristende at skrue helt ned på termostaten i de rum, der ikke er så ofte i brug. Klaus Tiedemann forklarer:

– Fugten fra et afkølet værelse kan sætte sig i rummet, særligt hvis der er meget koldt ude eller stor temperaturforskel mellem rummene. Derfor er det faktisk at foretrække at holde hele boligen bare lidt varm hele året.

5) Hæng vasketøjet ud

Mange vælger at lade vasketøjet hænge til tørre indendørs, når det er koldt og fugtigt ude. Det betyder dog, at vandet fra det våde tøj ender i dine møbler, vinduer og vægge, i takt med at tøjet tørrer.

Hvis du af den ene eller anden grund ikke anvender en tørretumbler, er det derfor en god idé at lade de nyvaskede klæder, lagner og håndklæder hænge til tørre udendørs, hvilket dog kræver lidt længere tørretid.

6) Husk rengøringen

Den megen ophold inden døre forårsager ikke bare flere partikler og højere luftfugtighed. Det er således de færreste, der kommer uden om, at hjemmet bliver mere beskidt. Et beskidt hjem er lig med mere støv og snavs, som binder partikler. Derfor kan du med fordel gribe støvsugeren og vaskekluden og give huset en kærlig omgang ekstra rengøring – det både pynter og øger komforten.

Mest læste artikler