Undersøgelsen, der er gennemført i mere end 10.000 danske boliger og samlet set 300.000 europæiske boliger, viser at danske hjem med en indendørs temperatur på 20°C og en udendørs temperatur på 30°C på solrige dage i gennemsnit øger temperaturen med næsten 5°C efter tre timer. Sammenlignet med vores sydeuropæiske naboer såsom Tyskland, Spanien og Italien stiger varmen gennemsnitligt mere end dobbelt så hurtigt i en dansk bolig.
Det betyder, at danskerne under en hedebølge må lide endnu mere under ubehagelige høje temperaturer i hjemmet, end det er tilfældet for vores europæiske naboer. Faktisk er det kun irerne, som er mere svedige end danskerne. Temperaturen i deres boliger stiger således med 5,3°C over tre timer, og de kan dermed bryste sig af at være Europas mest svedige folkefærd.
Undersøgelser viser desuden, at høje temperaturer i hjemmet medfører en nedgang i produktiviteten, hvilket selvsagt ikke er befordrende for dem, der arbejder hjemme. Endelig kan de høje temperaturer særligt for den ældre del af befolkningen medføre alvorlige helbredsproblemer i form af dehydrering og hedeslag.
Tætte og energivenlige boliger giver overophedning
Den globale opvarmning gør hedebølger og andre ekstreme vejrforhold til langt mere almindelige begivenheder, som naturligvis påvirker varmen inde i boligen, men den måde, vi bygger huse på i dag, spiller også ind. Husene er blevet mere tætte og energivenlige, og det fører ofte til overophedning. Er der fx tale om et lavenergihus med store vinduespartier mod syd, som udnytter solen, og samtidig holder på varmen, så er det noget, der virkelig vil få temperaturerne til at brage i vejret.
– Vores undersøgelse viser, i hvilken grad de europæiske boliger reagerer på udendørstemperaturen og solstrålingen. I takt med at hedebølger bliver mere og mere almindelige, vil folk i stigende grad ty til løsninger som fx en aircondition, der kan opretholde en behagelig temperatur i hjemmet, forudser Christian Deilmann fra tado°, som står bag undersøgelsen.