Du har brug for et energitjek

Nutidens bolig skal leve op til krav om behageligt indeklima og lavt energiforbrug. Du kan finde din løsning med et energitjek.

Bor du i et ældre hus med en stor energiregning, er et energitjek ikke til at komme uden om.

Gevinsten er mere komfort, bedre indeklima – og en mindre energiregning. Du får et hus, som er blevet meget mere værd.

Tumler du også med, hvorvidt isoleringen er god nok, om vinduer og døre er tætte eller om taget burde skiftes, så bor du nok i et hus fra før 1990. Og ja, der er god fornuft i at se huset efter i sømmene, så det følger tidens trend og ikke taber værdi og komfort.

En god energirådgiver gennemgår huset minutiøst sammen med dig. Undersøger kvalitet, klimaskærm, isolering, vinduer og fugt og spørger til gener i huset. Sammen finder I frem til aktuelle forbedringer, som du er interesseret i.

Måske har I et hjørne af stuen, hvor sofaen ikke kan stå, fordi der er kuldenedfald fra vinduet eller træk fra panelerne. Eller en kold korridor eller en fugtig kælder. Og måske har I et ønske om en helt ny oppudset facade med ekstra isolering uden på de gamle mursten
eller gasbetonsten.

Tilskud til dig

Energirådgiveren kommer herefter med praktiske ideer og gode råd . Han kan også lægge en plan for, hvor du skal begynde, hvor lang tid det tager, hvad det ca.
koster – og hvornår investeringen har tjent sig hjem. Flere udbydere laver denne skriftligt. Men der er flere gode ting: Vær opmærksom på, at flere lokale energiselskaber giver tilskud til energirenovering – udregnet i forhold til de forventede energibesparelser, som renoveringen vil medføre. Det er bare at komme i gang.

Her kan du få et energitjek

HusetsEnergi

  • Tilbyder: Personlig energirådgivning i hjemmet
  • Pris: Gratis.
  • Rådgivere: Erfarne energirådgivere, (ingeniører og energiteknologer) der ikke anbefaler eller markedsfører produkter. De har gennemført personlig energirådgivning hos ca. 1.900 private boligejere siden 2012.
  • Bag ordningen: HusetsEnergi er et selvstændigt brand i Scanenergi-koncernen, der har indgået samarbejde med forsyningsselskaber, kommuner, lokale håndværkere og lokale pengeinstitutter.
  • Sådan gør du: Start på hjemmesiden, hvor du bliver ført igennem otte trin. Til sidst får du et overblik over, hvordan du får en mindre energiregning. Herefter kan du få en aftale med en energirådgiver, der kommer ud til dig og giver dit hus et energitjek – og en helhedsorienteret rådgivning, der gør dig i stand til at træffe en beslutning.

Efter besøget

  • Du modtager en energirapport, der beskriver ejendommens stand og hvilke muligheder du har. Af rapporten fremgår besparelsen, investeringssummen og tilbagebetalingstiden for det enkelte tiltag.

BedreBolig

  • Tilbyder: En helhedsplan over din energirenovering.
  • Pris: Aftales med BedreBolig-rådgiveren inden planen bliver udarbejdet.
  • Rådgivere: Fagfolk yder kvalificeret rådgivning til boligejere. Du vælger rådgiver efter fagområde, fx energikonsulent, bygningskonstruktør, håndværker eller installatør.
  • Bag ordningen: Energistyrelsen
  • Sådan gør du:BedreBoligs hjemmeside kan du klikke på ”Find rådgiver”, hvor du kan se de enkelte rådgiveres uddannelse og kontakte dem for et uforpligtende tilbud.

Efter besøget

  • Rådgiveren udarbejder en BedreBolig-plan, som giver et samlet overblik: Fakta om boligen og dens forbrug, en liste over anbefalede energiforbedringer i prioriteret rækkefølge, afklaring af andre renoveringsønsker. Desuden får du en oversigt over potentielle energibesparelser og påkrævede investeringer og et samlet budget. BedreBolig tager altid udgangspunkt i, hvad du gerne selv vil forbedre ved din bolig.

Bedre Energi

    • Tilbyder: Rapport over energiforbedringer inkl. budget.
    • Pris: Basistjek: 895 kr. Stort tjek: 4.995 kr.

Rådgivere:

    Energivejlederen er certificeret i samarbejde med Teknologisk Institut. Du kan vælge mellem to typer energitjek:

    • I et basistjek kontrolleres vinduer, døre, loftsisolering, murværk og tag – og forbrug af vand, varme og el, installationer i bad, varmeforsyning, mv.
    • I stortjek får du også termofotografering af klimaskærm med billeddokumentation samt registrering af forbrug og evt. spild på belysning og husholdningsmaskiner.
  • Bag ordningen: Bedre Bad – Bedre Energi er en landsdækkende kæde af VVS-installatører – alle eksperter i moder-nisering af badeværelser og energiforbedringer.
  • Sådan gør du: Du udfylder et skema på nettet. Herefter bliver du kontaktet.

Efter besøget

  • Du får en detaljeret rapport med overblik over, hvordan du kan energiforbedre din bolig med størst muligt udbytte.

BetterHome

  • Tilbyder: Konkret energivejledning af erfarne energihåndværkere.
  • Pris: Gratis
  • Rådgivere: Lokal håndværksmester. Er trænet i energivejledning og installation af helhedsløsninger. Via besøg og spørgeskema kommer i sammen frem til specifikke helhedsløsninger.
  • Bag ordningen: BetterHome er ejet af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX og har landsdækkende partnerskab med håndværkere, energiselskaber og finansieringsselskaber.
  • Sådan gør du: Du udfylder skema på nettet. Herefter vil du få forslag til komfort- og energirenovering. Du kan så vælge at blive kontaktet af en lokal BetterHome-partner.

Efter besøget

  • Du får et tilbud på de drøftede forbedringer – med oversigt over den årlige energibesparelse, tilskud fra energiselskabet og tilbud på finansiering fra BetterHome’s samarbejdspartnere. Løsningerne bygger på produkter fra de fire firmaer.

Kilder: BetterHome, HusetsEnergi, Bedre Energi, BedreBolig.

Mest læste artikler