Frisk luft i huset

Kniber det med udluftningen, så se hvor let du får et bedre indeklima og sundere både hus og familie.

Er din bolig så velisoleret og tæt, at den ikke kan ånde, kan det give en række ubehagelige gener som træthed, hovedpine eller irritation i øjne, næse og hals. Høj luftfugtighed, med mange støvpartikler, røg og dårlig lugt, giver grobund for fugtskjolder, husstøvmider, råd, skimmelsvampe og andre skadelige mikroorganismer.

Men så kan man jo bare lufte ud, vil nogen sikkert sige. Ja, men faktisk er det de færreste, der lufter ud de 5-10 min. to til tre gange dagligt, som det anbefales.

Udluftning 24 timer i døgnet
Det er ikke helt uvæsentligt, hvor frisk luften er. Vi opholder os nemlig i gennemsnit 90 pct. af døgnets 24 timer inden døre. Et automatisk ventilationsanlæg udskifter den brugte, fugtige og dårlige luft med opvarmet og frisk luft udefra – døgnet rundt. Selve rørføringen ligger skjult på loftet. Det er kun de diskrete ventiler til lufttilførsel og udsugning, der ses i rummet. Udenfor, på husets gavl eller tag, ses en rist eller en udluftningshætte til indsugning og udblæsning.

Det koster det
Prisen afhænger af kvalitet, kapacitet osv., men regn med en pris på 35-50.000 kr. for et brugsklart anlæg til en villa i ét plan på 130-150 m2. Vil du selv gøre en del af arbejdet, er der penge at spare, men husk, at den elektriske tilslutning skal udføres af en autoriseret el-installatør. Et godt anlæg

På det danske marked findes der en håndfuld producenter, der leverer ventilationsanlæg i god kvalitet. Vælger du et anlæg med en såkaldt modstrømsvarmeveksler, der udnytter varmen bedst, kan det forventes at genanvende ca. 80 % af varmen i indeluften til at genopvarme frisk luft udefra. Det valgte anlæg skal helst have lyddæmper, og rørene må ikke være for små, da luft presset gennem en for snæver passage giver “vindsus” (støj).

Det gælder også loftventilerne, der skal være dimensionerede, så de ikke støjer. Sørg også for, at loftventilerne er forsynet med en regulering, så du kan justere mængden af den indblæste luft. Endelig er det også vigtigt, at rørene er velisolerede. Det hjælper mod støj og forhindrer kondens i rørene, og samtidig giver velisolerede rør bedre varmegenvinding.

Læs mere om, hvordan du justerer udsugningsanlægget på næste side.#br


Justér anlægget
Finjusteringen – eller rettere indreguleringen betyder, at indblæsningsluften skal afstemmes med udsugningsluften.

I huse fra før 1960’erne er det ofte en fordel, hvis anlægget indreguleres, så der er et svagt undertryk i huset på 3-4 millibar. Det betyder, at den fugtige luft ikke presses ud gennem sprækker ved vinduer, døre og murværk. Derved mindskes risikoen for, at der dannes kondens i konstruktionen, der kan medføre råd og skimmelsvamp.

Nyere huse er ofte tættere i konstruktionen, så her kan det være en fordel med et tilsvarende svagt overtryk, der er med til at presse luften ud af huset. Anlæggets strømforbrug bør være lavt. Det er nye energivenlige motorer som regel også. Det betyder i de fleste tilfælde, at strømforbruget i høj grad bliver tjent hjem på genbrugt varme.

Moderne anlæg har desuden variabel styring af luftstrømmen samt mulighed for valg af ugeprogram, så du på bestemte dage kan vælge mere eller mindre ventilation. Desuden er der også mulighed for at genanvende varmen fra tørretumbleren, hvis du har sådan én i huset.

Mulighederne er mange. En fagmand kan rådgive dig, så du får et ventilationsanlæg, der passer til dit hus og dine behov.

Slip af med

  • Høj luftfugtighed
  • Støvpartikler og pollen
  • Røg og dårlig lugt
  • Husstøvmider
  • Afdunstning fra møbler
  • Skadelige mikroorganismer
  • Dampe fra rengøringsmidler, maling, lak osv.


Alt er godt – men

Selvom fordelene er til at få øje på, er der også mindre ulemper ved et ventilationsanlæg. Den lave fugtighed på 40-50 pct. betyder, at køkkenets træbordplade naturligt vil trække sig sammen. Derfor skal den ikke være mere forankret, end at den kan arbejde. Vær også opmærksom på, at gulvbrædderne kan få små sprækker, og at dine stueplanter skal vandes noget oftere pga. den lavere luftfugtighed.

Twitter Print

Mest læste artikler