Sådan forbedrer du effektivt akustikken i dit hjem

Tidens bygge- og indretningsstil giver flere problemer med dårlig akustik. Kan du ikke holde ud at være i køkkenet med børnene eller have mange gæster, der snakker samtidig, får du her ekspertens 3 råd til effektivt at forbedre akustikken i hjemmet.   

Twitter Print

Højt til loftet, store vinduespartier og gulv dækket af klinker. I jagten på en moderne bolig glemmer mange danskere at tænke akustikken ind i hjemmet – og opdager det først, når samtalerne i samtalekøkkenet overstiger behageligt lydniveau.

– Rumakustik er ofte et problem i de nyere huse på grund af den byggestil, der har været moderne de senere år. Rummene, særligt køkkenet og stuen, er blevet større, og der er højere til loftet, hvilket kan give en rungende lyd, fortæller Jonas Brunskog, der er lektor ved Institut for Elektroteknologi ved DTU og har forsket i akustik, i en pressemeddelelse for botex. 

Skal tænkes ind fra start 

Samtidig er husene ofte bygget af stenmaterialer, og sammen med de store parallelle flader kan det give en metallisk klang, når man for eksempel snakker. Det kan være meget generende, og derfor er det ifølge Jonas Brunskog vigtigt, at tænke akustik ind allerede ved starten af byggeriet. 

Er det for sent, har han dog en række ting, du kan gøre for alligevel at forbedre akustikken i hjemmet.

Sådan forbedrer du nemt akustikken i dit hjem.

1. Flere bogreoler

Den minimalistiske indretningsstil kan have konsekvenser for akustikken. Det er generelt godt med mange møbler, men særligt bogreoler er noget af det mest effektive, da de absorberer og spreder lyden mere effektivt end for eksempel en sofa.

2. Tekstiler på vægge og gulve

Tykke tekstiler som for eksempel gardiner og gulvtæpper kan absorbere lyden, så den ikke kastes fra væg til væg. Sætter man gardiner op, skal man dog huske, at der skal være et luftrum mellem gardinet og væggen, så lyden bedre opsluges.

3. Tætnede døre

Lyden kan trænge igennem mellemrummet mellem døren og karmen, og derfor er det vigtigt, at dørene slutter helt til. Det kan dog nemt klares selv ved at montere gummilister rundt langs døren.

Twitter Print

Mest læste artikler