2 danske familiefædre designer bæredygtig legetøjs-konkurrent til Kay Bojesen

Tre smukke træ-dyr, der kan skilles ad og samles på kryds og tværs har set dagens lys under navnet Fablewood.

Det er en svær balance at ramme, at lave legetøj, der på den ene side er underholdende for børn – men som på den anden side  appellerer til forældrenes æstetiske sans.

Det nye danske designbrand Fablewood, har ramt plet med deres første produkter. Tre magnetiske trædyr, krokodille, gorilla og papegøje,  der kan skilles ad og samles igen – og som i pauserne mellem legen, fint kan få en prominent plads i vindueskarmen på børneværelset – eller i stuen.

Hver af de tre stilrene figurer består af seks dele i valnød og asketræ, der med skjulte magneter hæfter sig sammen, sådan at de let kan skilles ad og samles i tusinder af mulige af umulige kombinationer.

Hver af figurerne består af et hoved, en krop og fire ben, der kan kombineres på kryds og tværs. Klodserne “klikker” let på plads, sådan at selv mindre børn uproblematisk kan samle dyrene – samtidig er magneterne placeret sådan, at man aldrig oplever, at de frastødes af hinanden – kun at de klikker på, hvad der gør at samlingen går som en leg.

Giver tilbage til naturen

Figurerne er designet af de danske familiefædre Rasmus Fiil Svarrer og Kristian Sidelmann, men skæres ud på en lille vietnamesisk fabrik, der er blevet bygget som en del af et Danida-projekt.

Og det er ikke kun via fabrikken, at stifterne gør gode gerninger. For hvert eneste dyr de sælger, planter de også i samarbejde med Eden Reforestation Projects fem træer, for at gøre produktionen bæredygtig. Således har lokal arbejdskraf pt. plantet mere end 14.000 træer i udsatte områder efter salg af fabeldyrene.

Derudover er det tanken, at det stærke træ, såvel som de indsatte magneter er produceret så slidstærkt, at dyrene kan bruges gennem flere generationer.

De flotte dyr kan købes i udvalgte butikker og koster 599kr stykket.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler