3 veje til flotte vægge

Med spændende maling, cementpuds eller filt kan du skabe flotte resultater i dit hus på en weekend. Få desuden malermesterens 4 bedste tips.

1. Monokromt udtryk

Hvis du søger et moderne og minimalistisk udtryk, så kan du overveje at male dine vægge, paneler og karme samme farve. Det giver et roligt og stilsikkert udtryk.

2. Glatte vægge med filt

Drømmer du om glatte vægge uden revner og struktur, er glasfilt sagen. For at komme godt i mål skal du blot følge forhandlerens anvisninger – og være særlig opmærksom på rådene her. De skulle gerne forhindre de mest almindelige ærgrelser:

Først og fremmest skal væggen være helt jævn, før du går i gang. Filt afslører selv de mindste huller og buler, så det går ikke at sjuske med spartlearbejdet.

Derudover er det vigtigt at fordele klæberen, som filten limes fast med, i et jævnt lag over hele væggen. Kør gerne malerullen, som klæberen smøres på med, både vandret og lodret flere gange. Det sikrer, at filten bliver gennemvædet lige meget over det hele – og kommer til at sidde godt fast.

Når du har sat filten op, skal den mættes med en såkaldt filtfylder. Her er det afgørende, at du ikke er for fedtet – smør derimod et godt, tykt lag på hele væggen. Er laget for tyndt, risikerer du, at overfladen bliver skjoldet, når du slutter af med at male væggen i den ønskede farve.

Glasfilt, klæber og filtfylder kan købes i byggemarkeder og hos de fleste farvehandlere.

3. Rustik stil med cement

Pudsede vægge står øverst på mange husejeres ønskeseddel. Prøv fx Skalflex Multipuds, der hæfter på alle faste, rene overflader, så det kan bruges til vægge med såvel gips, glasvæv og hessian som umoderne vægfliser.

Er væggen fx beklædt med væv eller hessian, kan du nøjes med at trække et enkelt lag puds på væggen med stålbræt. Lad pudsen tørre i et par minutter, inden du kan filtse overfladen med en fugtig filtsesvamp. Resultatet bliver en lækker mat og rustik overflade, der er smuk i sig selv. Men du kan også vælge at grunde og male den pudsede væg, så den bliver nemmere at gøre ren.

Malermesterens personlige malerfif 

  1. Dæk af. Det tager tid at dække gulve, døre og vinduer af, men tiden er godt givet ud, for du kan arbejde friere bagefter og skal ikke pletfjerne.
  2. Pas godt på dit grej. Gode pensler og maleruller koster – men de holder længe og er bedre at arbejde med. Rens altid værktøjet godt. Opbevaring i plastikposer er kun til korte pauser.
  3. Vælg den rette maling. Vælg maling efter den belastning, væggen udsættes for. Højglans-maling er som regel mere robust end mat maling, der har sværere ved at modstå fx snavsede fingre og fedt.
  4. Mat maling/blank maling. Mat maling kan kamuflere ujævnheder i væggen, mens blank maling fremhæver mønstereffekter, strukturer – og ujævnheder.

Mest læste artikler