Små tæpper kan have mange funktioner i boligen. Synes du, at indretningen “stritter ud til alle sider” uden at være en samlet enhed, kan et løst tæppe under nogle af møblerne måske gøre underværker. En løber foran en bogreol kan være lige det, der får stuen til at hænge sammen, og lægger du den på det mest trafikerede område af trægulvet, dæmper den lyden og beskytter gulvet. Et tæppe virker også som en smuk dekoration, der fremhæver gulvet og bryder den store flade – ligesom malerierne på en væg.
Kend dit tæppe
Fladvævede tæpper: Fladvævede tæpper er normalt maskinfremstillede. De findes i materialer som heluld, naturfibre (såsom jute og sisal) og i syntetiske garner.Tæpperne er meget slidstærke og kan klare en kraftig rengøring.
Lån et sortiment
Tæpper fås i utroligt mange farver og mønstre. Det skal selvfølgelig passe til farverne i dit hus og afstemmes efter møbler og nips.
Men faktisk kan et tæppe i kraftige farver virke overraskende flot og få både stue og møbler til at træde i karakter på en helt ny måde. Det er altid en god idé at låne et udvalg af tæpper med hjem og se, hvordan de ser ud i din egen stue. Tag også et tæppe med hjem, som du umiddelbart synes, er for kraftigt i farven. Måske er det det, du ender med at købe!
Ægte tæpper
Afghanske tæpper er tykke, dybrøde tæpper med ottekantede mønstre – elefantfødder. Pakistanske tæpper er kendetegnet ved en blød og lang luv, der pga. en specialvask opnår en skinnende og silkelignende overflade. Indiske tæpper minder om de persiske tæpper, men i pris (og kvalitet) ligger de ofte et pænt stykke under disse.
Mange materialer
Løse tæpper bliver fremstillet af naturfibre som uld, bomuld og plantefibre som kokos og sisal samt af syntetiske fibre som polypropylene, polyamid og akryl.
Både fremstillingsmetode og materialer har indflydelse på tæppets egenskaber, og hvor det egner sig til at ligge. Nogle tæpper er tykke og bløde, andre er hårde og slidstærke.Tænk også på, om tæppet skal kunne klare en pletrens eller en større rengøring.