![]() |
|
Bredden skal passe til opgaven. |
Trykker for hårdt
Her som i så meget andet er der forskel på kvalitet og dermed også pris. Spørger man fagmanden – og det har vi gjort – vil han vælge ruller af organisk materiale som filt, velour, westlon eller lignende. Disse typer har stor kapacitet, mens de billige i materialer som fx nylon og skumgummi ikke kan rumme så meget maling. Derfor kan man som hobbymaler være tilbøjelig til at trykke for hårdt og dermed ujævnt, når man rullemaler, i troen på at der kommer mere maling, og det kan give nogle uheldige resultater – bl.a. luftbobler i overfladen.
Den mindste rulle, vi fandt, var 5 cm bred, den største 25. Der findes bredere ruller med håndtag i begge ender – de er beregnet til professionelle.
Man kan købe rulleskafter, der passer til flere ruller – det er jo meget smart ved farveskift, eller når man maler emner, der skifter i bredden. Generelt skal rullens bredde passe til opgaven.
![]() |
|
Man kan også få specialruller som denne, der er til fx dørkarme. |
Er rullen ny eller knasende tør fra sidste gang, du brugte den, så giv den lige et halvt minut i en spand vand. Pres vandet af den, og du er klar til at male, hvis du har dækket af med malerpap eller -plast.
Malerrullen sættes på et passende rulleskaft, som kan monteres med en malerstang om nødvendigt. Det er det fx, når du maler loft eller store vægflader. Du kan også bruge en malerspand eller -bakke med riller, så du kan få malingen godt fordelt i rullen. De professionelle malere plejer at dyppe direkte i malerbøtten, men de har altså også håndelaget til det.
Få hjælp
Omtrent alle overflader i huset kan males med rulle. Inde som ude. Hver type opgave har sin egen rulletype, hvor resultatet bliver bedst.
At male med rulle bliver som regel pænere, end det de fleste kan præstere med pensler. Rullemalingen er mellemstadiet mellem penselarbejde og sprøjtemaling.
Husk, at også for ruller gælder det, at godt værktøj er det halve af arbejdet.
Gå til farvehandleren eller dit lokale byggemarked. En kyndig medarbejder skal kunne forsyne dig med lige præcis den rulle, der passer til det arbejde, du skal udføre – om det så skal være spejlblankt, rustikt eller alt derimellem.
Rul i hjørner
Noget relativt nyt er hjørneruller. I årevis har vi malet vores overgange mellem væg og loft og væg og væg med pensel, og det kan alt andet lige ses.