Byg en stabil skjuler til din elradiator

Elradiatorer kan blive meget varme, når de arbejder for fuld kraft. Derfor kan en radiatorskjuler også forhindre, at små børn brænder fingrene.

Mdf er stabilt
På grund af de høje temperaturer fra elradiatoren vælger vi at bygge skjuleren af mdf, som er meget formstabilt. Og vi beslutter, at der skal være mindst 10 cm mellem toppen af radiatoren og under siden af skjuleren. Desuden vil vi have ventilationskanaler i toppen af skjuleren, selv om det betyder, at der ikke kan stilles nips og potteplanter på den. Så er vi klar til opmåling og til at lave en arbejdstegning.

Huller sikrer cirkulationen
I fronten vælger vi at bore fem rækker store huller som regelmæssigt mønster – og for at sikre god varmecirkulation. Nederst på benene skærer vi et hak på 40 x 60 mm, så benene er smallere forneden. Så virker skjuleren lettere.

Rumføleren må ikke flyttes
En elradiator bliver meget varm, og derfor er det vigtigt, at skjuleren holder god afstand til radiatoren – minimum 10 cm til toppen og 5 cm til siderne og fronten. Derudover må termostatens rumføler aldrig flyttes, så den sidder uden for skjuleren.

Det skal du bruge
12 mm mdf
9 x 43 mm fyrretræsliste
Skruer: 3,5 x 45 mm
(og 2 lange skruer til ophæng)
Hvid trælim
Et søm (til opmærkning)
Små vinkeljern
Grunder
Maling

Specialværktøj
50 mm hulsav

Læs på næste side, hvordan du bygger skjuleren.#br

Sådan gør du trin for trin

Foto Torben Gustavsson1. MDF-plade og kantlister saves ud og limes sammen. Kantlisten skal flugte med mdf-pladens kant hele vejen rundt – undtagen i toppen, hvor kantlisten skal rage en pladebredde op (her 12 mm). Hjørnerne saves i gering (45 grader). Kontroller med en stump plade, at kantlisten sidder præcist i toppen.

Foto Torben Gustavsson2. Mål op til ventilationshuller i mdf-pladen, og sav dem ud. Brug en “rigtig” boremaskine til opgaven – de fleste skruemaskiner vil ikke have “muskler” nok. Her bruger vi en 50 mm hulsav til opgaven. For at få præcise boringer laves “boremærker” med et søm.

Foto Torben Gustavsson3. Siderne af mdf limes og skrues på med 3,5 x 45 mm skruer. Men først limes et 4 cm bredt stykke mdf på bagsiden af frontpladen. Stykket placeres, så det flugter med frontpladens overkant og sidder en pladebredde inde. Skruen undersænkes i mdf-pladen

Foto Torben Gustavsson4. Toppen samles af tynde strimler mdf, som limes sammen. Vi bruger tre lange, gennemgående lister samt små afstandsstykker i begge ender og på midten. Når stykkerne samles, vil de virke som en plade med ventilationskanaler. De små afstandstykker er 7 cm lange.

Foto Torben Gustavsson5. Et lille stykke mdf limes på bagsiden på midten for at styrke samlingen i toppladen. Stykket placeres, så det sidder en pladebredde fra forkanten, men må gerne flugte med bagkanten.

Foto Torben Gustavsson6. Toppladen slibes let og lægges på plads. For at opnå en flottere finish valgte vi at runde kanterne på ventilationskanalerne. Brug en rund træfil og slibepapir – eller en overfræser. Bagefter limes og skrues toppladen fast. To skruer i hver ende holder toppladen på plads.


Foto Torben Gustavsson7.
Vend skjuleren om, og mærk op til ophæng. Vi vælger at bruge to vinkeljern til ophæng. Placer vinkeljernet løst langs skjulerens bagkant. Mærk op, og bor et hul gennem toppladen.

 

 


Foto Torben Gustavsson8.
Mål op, og placer vinkeljernet på væggen. Kontroller eventuelt vinkelbeslagenes placering med et vaterpas, inden du skruer dem fast til væggen. Når skjuleren er grundet og malet, sættes den på plads.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler