Design dit eget vægur

Tid er vigtig – især når det er tiden derhjemme, hvor du primært skal slappe af og lade op til en ny dag. Vi har fundet tre smarte ideer til at holde øje med tiden, og urene kan du selv lave. Måske inspirerer det dig til at finde andre materialer, hvormed du kan følge med tiden derhjemme?

Ur af klodser
På børneværelset er det dejligt med en masse farver. Her har vi lavet et ur med store tal, der også fremmer indlæringen.
Vi har brugt legoklodser i forskellige farver til at danne tallene. De små brikker sættes fast på væggen med noget kraftigt dobbeltklæbende tape. Det holder rigtig fint, og derved undgår du alt for mange huller i væggen. Tape efterlader ingen synlige mærker på væggen.
Selve urskiven er lavet af en lille legoplade. I midten af pladen har vi “drejet” et lille hul med en urtekniv. Materialet er blødt, så det er forholdsvis nemt at lave hullet, men pas på fingrene.

Tik tak til køkkenet

Foto: Anja T. Antonius

Her har vi lavet uret udelukkende af filt.
Vi har købt et par dækkeservietter i filt og klippet cirkler, i en valgt størrelse, ud af dem med en god saks. Vi valgte filt i én farve, men vi kunne sagtens have valgt forskellige farver og dermed fået et helt andet udtryk.
Filtcirklerne er sat op med dobbeltklæbende tape.

Pap-ur til stuen

Foto: Anja T. Antonius

Til stuen er selve urskiven af kraftigt pap, og prikkerne er grus fra indkørslen. I stedet for grus kan du også bruge nødder eller andre ting fra naturen. Stenene er sat op med dobbeltklæbende tape, og her er viserne valgt i messing.

Det skal bruges

Foto: Anja T. Antonius

Urværket herover er købt i en hobbyforretning. Her kan du også få visere i forskellige størrelser og farver. Men du kan også købe et billigt ur i fx et supermarked og så kun bruge selve værket til dit ur.

Stort eller lille – vælg selv
Størrelsen af uret bestemmer du helt selv. Find den afstand fra midten af urskiven og ud til, hvor du ønsker tallene. Du skal blot sørge for, at afstanden er (nogenlunde) ens hele vejen rundt om klokken. Det er altså lige meget, om diameteren er 20 cm eller 60 cm.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler