Gør det selv: En stol – tre forskellige designs

Skalstolen kan bruges overalt. Vi har personliggjort stolen på tre forskellige måder – med blondestof til soveværelset eller badet, med tapet til entreen og med en hynde og en malet knap til spisestuen. 

Den orginale stol
Gilbert-stolen fra IKEA er lavet i egetræsfinér og er et godt eksempel på den klassiske skalstol, der findes i mange hjem. Fordelen ved den er, at den kan stables. Stolen bliver dog udfaset fra sortimentet i løbet af foråret. Den erstattes af Vilmar, der ligner den til forveksling. Vilmar er lavet af birketræsfiner. Fås også i sortbrun. Stolen koster 295 kr. Fra IKEA.

Stolen er lavet af egetræsfinér

Blondestol
Det er vigtigt, at blondestoffet er meget groft og lidt stift, så undgår du flossede kanter. Klip et passende stykke stof til. Sørg for at have rigeligt med stof rundt om stolen, så du er sikker på at have nok – gerne 10 cm ekstra hele vejen rundt. Hvis du køber et blondestykke på 1 x 1,5 m, er du dækket rigeligt ind.

Blondestoffet er meget groft og lidt stift, så undgår du flossede kanter

Sådan gør du:
Begynd med at sætte stoffet fast på ryglænet, og arbejd dig langsomt nedad. Du skal bruge decoupagelim og en pensel. Brug ikke hænderne men en stor svamp til at duppe stoffet på plads med. Decoupagelimen er en kombineret lak og lim, så den er rigtig fin til først at lime stoffet fast med og bagefter lakere.

Laker overfladen til sidst
Husk at slutte af med at lakere hele overfladen, så er du sikker på, at stoffet kan holde til slid, og du kan rengøre stolen med en opvredet fugtig klud. Når stoffet er limet fast og sidder flot stramt på stolen, skal den have lov til at tørre til næste dag. Det er lettest at skære kanten fin med en skarp hobbykniv, når stoffet er tørt. Skærer du kanterne af tidligere i processen, risikerer du, at stoffet trækker sig sammen, når det tørrer, så det ikke længere flugter med kanten.

Det skal du bruge:
Groft blondestof – 1 x 1,5 m er rigeligt
Decoupagelim
Svamp
Pensel
Pris ca. 100 kr.

Spisestuestol
Stolen er blevet udsmykket med hynde og knapper – rigtige knapper på hynden og en overdimensioneret malet knap på ryglænet. Hynden gør stolen mere behagelig og bekvem til de længere middage. Den er lavet af en god skumhynde, som du ofte kan købe i standardmål på 50 x 50 cm, og derefter selv skære den til, så den kommer til at passe perfekt til Gilbert-stolen.

Stolen er udsmykket med hynde og knapper

Sådan gør du:
Læg hynden på et bord, og vend stolen på hovedet med sædet ned over skummet. Nu kan du tegne omridset af sædet af oven på skummet. Skær ud med en skarp hobbykniv.


Sådan syr du betræk til hynden:

  • Betrækket er syet ud af ét stykke stof, der måler 55 x 55 cm. Læg skumhynden oven på stoffet og tegn af. Flip skumhynden bagover og tegn en gang mere omkring den. På den måde får du en aftegning af det stof, der skal til for at dække både for- og bagside, og forkanten kan blive uden syning. Læg sømmål til i siderne, gerne 3-4 cm.
  • Sy siderne sammen og lav dernæst en lille skrå syning på de to inderste hjørner af puden. De to skrå syninger gør, at du kan trække det overskydende hjørnestof ind på indersiden og få et pænt hjørne.
  • Dernæst syr du et lille stykke ind i hver side på den åbne side af betrækket – der skal være plads til, at hynden kan komme ind i betrækket.
  • Du har nu en “stofpose” med et hul i den ene ende. Vend retsiden ud, put hynden ind og sy den sidste kant sammen.

Det skal du bruge:
Skumhynde
Stof
4 knapper – gerne i forskellige farver
Nål og tråd
Maling
Sprittus
Pris ca. 250 kr.

Entré-stol med tapet
Gilbert-stolen har den fordel, at den er todelt – det er ikke til at se på billedet, men du opdager det, når du skal samle stolen. Fordelen er, at det giver et langt bedre resultat, når du skal sætte det tykke tapet på! Tapet kan ellers være lidt svært at få til at sidde pænt i folden mellen ryg og sæde. Men når stolen er todelt, kan du tapetsere ryglæn og sæde hver for sig. Men husk at få mønstret til at passe sammen!

Todelt stol med sort og hvidt tapet

Sådan gør du:
Stolen tapetseres på samme måde som en væg med almindelig tapetklister. Når tapetet er tørt, kan du skære kanterne af med en skarp hobbykniv. For at gøre stolen slidstærk og rengøringsvenlig, så skal du give den en gang klar lak bagefter. Det fås i alle byggemarkeder på spraydåse.

Det skal du bruge:
Tapet
Tapetklister
Hobbykniv
Pris ca. 500 kr

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler