Der skal være plads til det hele
Helt grundlæggende for orden i entreen er, at der er plads til alt, og at alt har en plads. Lav nemt tilgængelige hylder til børnenes sko, og sæt en hylde eller kurv op i en god højde, hvor huer, vanter og trøjer kan stoppes ind i forbifarten. Er der plads til en kasse med låg, er det også en nem løsning – den kan også bruges som skammel.
Knager til tunge jakker og skoletasker
Store knager er uundværlige. Sæt dem godt fast, så de kan bære mange jakker, trøjer, regntøj og net med gymnastiktøj – så er der rigtig meget, der ’lander’ hen over knagerne. Sæt særlige knager op til skoletaskerne, og skriv børnenes navne på hylder, knager og skohylder – så er der chance for, at der er ledige pladser.
Et skab med låger kan afhjælpe rodet
Det er en god idé at have låger for skabene i entréen, så kan du lukke for evt. rod. Sørg for en god vandfast bund i entréskabet, så kan sko og støvler stå til tørre.
Sko står godt i skrå skohylder, det giver plads til mange sko. Hvis hylderne oven i købet kan trækkes ud, er der også overblik.
Indret skabet efter familiens behov
Det er naturligvis mest praktisk med et entréskab i almindelig dybde. Men hvis pladsen er trang, kan et skab i 30 cm dybde være praktisk. Her vender bøjlestængerne “den forkere vej” – da der ikke er plads til bøjlerne i dybden. Tænk over familiens overtøj, når du indretter entréskab. De fleste familier har mange flere jakker end frakker. Indret skabet efter det – og udnyt pladsen under jakkerne til hylder eller skuffer.
Måtter løser problemet med mudrede støvler
|
En dørmåtte er en god investering. |
En stor måtte er god hele vinterhalvåret, her kan våde børn, mudrede støvler og beskidte hunde mellemlande. Der er to løsninger. Enten kan du vælge en kraftig smudsmåtte med gummibund. Den kan tage alt skidt, men skal tørres og bankes. Et kludetæppe eller andre vaskbare tæpper er også en god løsning. Køb evt. en gummimåtte med kant, den er praktisk til vådt fodtøj.
5 gode råd
– En væg-stumtjener er en god idé, hvis pladsen er trang.
– Hav evt. en ’løs’ stumtjener, du kan stille frem, når der kommer mange gæster.
– Skoskabe på væggen er både praktiske og dekorative – de fås i mange størrelser og farver. En skohylde er en god mulighed til at få sine sko væk fra gulvet. Den er nemmere at benytte end et skoskab.
– Kurve er uundværlige i entreen, sæt gerne navn på kurvene, så kan hele familien finde deres vanter huer og solbriller.
– Få alle dine ting væk fra gulvet, så er det nemmere at gøre rent. Et frit gulv får også rummet til at virke større.