Få styr på kabler og ledninger

Her er opskriften på at skabe orden i kaos ved din computer.

Ledningerne til printer, router, skærm, PC, lamper og eksternharddisk derhjemme har en fantastisk evne til at filtre sig ind i hinanden og skabe et stort støvtiltrækkende kaos. 

Egentlig trækker du jo bare en ledning til en ny printer eller harddisken – den lige vej og uden at dreje rundt om andre ledninger.  

Men når du så kommer et par måneder senere, er den filtret otte gange rundt om kablet til skærmen, har bundet knude på sig selv – og er endt i kaosset sammen med alle de andre ledninger. 

Måske lever ledningerne deres eget liv om natten? I hvert fald skal de tæmmes med fast hånd, kabelbindere, plastikspiraler og en god portion tålmodighed. 

Det er også fint at have små klæbeting, der kan holde kablet på plads på en væg eller under et bord.

Gemmes i kasse

Endelig har du brug for en god kasse, hvor alle stikdåser, stik, adaptere og overskydende ledning kan være. De kan købes til rimelige penge – med de rigtige huller og med udluftning, så der ikke bliver for varmt under låget. Køb kassen rigeligt stor – de fylder mere, end du tror, og nogle af ledningerne er hårde og svære at bøje, så de fylder ekstra meget. 

7 trin til at få styr på kabler og ledninger

  1. Start med at filtre hver enkelt ledning ud. Tag stikket ud i den ene ende (husk at lægge mærke til hvor det sidder) og få ledningen filtret ud af alle de andre ledninger. Fortsæt, til alle ledninger er filtret ud. 
  2. Få et overblik over, hvor meget stikdåser og stik og overskydende kabler fylder. Find/køb en beholder, hvor hele molevitten kan være i. Husk, der skal være huller til kabler – og til udluftning.
  3. Nu skal ledningerne føres ind i din samlekasse. Det tager lidt tid at få det hele til at se ordentligt ud. Ledningerne skal ind fra den rigtige side – og uden at krydse hinanden undervejs.
  4. I samlekassen skal stikkene sættes i stikdåse. Igen bøvlet, for der skal være plads til adaptere, de spærrer for andre stik. Nogle stik har jord, det hele skal pusles på plads.
  5. Nu skal overskydende ledning rulles op og bindes – gerne med kabelstrips eller med små bælter med fransk lynlås. Det betyder, at det er nu, de skal afkortes til den rigtige længde. Det er pænest, hvis overskydende ledning kommer ned under låget i samlekassen.
  6. Find nu de ledninger, der følges ad. De vil kunne samles i en plastikspiral eller en anden form for holder, de fås i mange udgaver. Evt. kan du bare samle dem med kabelstrips for hver 10 cm.
  7. Overvej, om du har nogle ledninger, der skal hænges op under bordet, så de er væk fra gulvet. Køb evt. en holder, de kan ligge i. Ellers kan du skrue en krog op i undersiden af bordet og binde ledningerne til den. 
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler