Disse 3 indretningstrends vil hitte i 2023

Farver, bæredygtighed og selvforsyning bliver helt centralt i vores bolig i 2023. Bo Bedres chefredaktør Erik Rimmer forklarer her hvorfor og hvordan.

indretningstrends 2023

Inflation, krigen i Ukraine og global opvarmning. Umiddelbart skulle man ikke tro, at verdenssituationen ville have stor indflydelse på, hvordan du kommer til at indrette dit hjem i 2023. 

Men ifølge Bo Bedres chefredaktør Erik Rimmer bliver det netop året, hvor kriserne kommer til at gennemsyre alt i indretningen. 

Og med 27 års erfaring fra Danmarks førende boligmagasin ved ‘Mr. Bo Bedre’, hvad han taler om.

– Jeg har i al beskedenhed set mange tendenser være på vej, før de var her. En krig forholdsvis tæt på os er skelsættende, og det er sådan noget, der gør, at folk rykker sammen om det, der virkelig betyder noget. Her kan vi ikke komme udenom, at hjemmet er utrolig vigtigt for os, fortæller Erik Rimmer.

I alt tre strømninger forudser Bo Bedres chefredaktør vil komme til at afspejle 2023’s indretningstrends. Og de vil påvirke alt fra farver til møbler – og tilmed din have.

1: Dit hjem vil ligne en bolsjebutik

Mens nyhederne fra den store verden kan virke grå og faretruende, vil indretningen trække i den modsatte retning. 2023 vil således byde på helt nye farver, spår Erik Rimmer

– I krisetider har man altid svaret igen med farver. Alt det, som verden ikke er, får vi frem i de ting, vi omgiver os med, siger han og uddyber:

Artiklen fortsætter efter billedet

Glas i glade farver
I krisetider vil folk søge mod glade farver som fx de glasværker, som Helle Mardahl står for.

– Derfor ser vi en eksplosion af farver. Nogle gange bliver det som at gå ind i en bolsjebutik, hvor kulørerne næsten alle sammen er nogle, du kan finde i slikposen. 

Især pastelfarver sammensat på spændende måder vil hitte, forudser chefredaktøren:

– Tryghed og livsglæde er også at have nogle varme farver omkring sig. Det behøver ikke være så højtflyvende. Det kan jo være, at en rød sofa gør, at man kan holde krisestemningen ud.

2: Dine møbler bliver bæredygtige

Tidens trends står også i den globale opvarmnings tegn, og derfor vil folk flere tage bæredygtige valg, når de indretter boligen. Det arvede møbel sættes eksempelvis ikke bare til storskrald, men revitaliseres med et nyt betræk eller en frisk farve. Kun ens kreativitet sætter grænser.

Folk bliver også langt mere bevidste om at investere i godt håndværk, som er lavet af mennesker og ikke maskiner.

– Vi begynder at spare sammen til stole, der holder lidt længere. En ung forbruger i dag ser hele tiden på, hvad der er i forvejen. Altså har verden brug for flere stole? Og det har vi vel egentlig ikke, forklarer Erik Rimmer.

Artiklen fortsætter efter billedet

Bæredygtig stol - indretningstrends 2023
Den såkaldte R.U.M-stol fra Wehlers er fremstillet af genanvendelige materialer.

Dermed ikke sagt, at vi aldrig kan finde på at købe nyt. Det bæredygtige lurer imidlertid altid i baggrunden. 

– Til Bo Bedres seneste awardshow gav vi for eksempel den grønne pris til Wehlers, som havde designet en stol af genanvendte plastik-materialer. Alt fra fiskenet til affald fra gamle computere er blevet brugt til at fremstille den stol, fortæller Erik Rimmer.

3: Din have er ikke kun til pryd

Hvis du endnu ikke har indrettet de udendørs arealer med en køkkenhave, hvor du kan dyrke gulerødder eller hyppe dine egne kartofler, er 2023 det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Kriseøkonomi har nemlig altid hængt tæt sammen med det at være selvforsynende. 

– Der bliver en utroligt stor efterspørgsel på både frø og på gode råd til, hvordan man dyrker alt lige fra gulerødder til kål, så du er selvforsynende helt til juleaften næste år. Det er en rigtig kriseøkonomi-ting, som faktisk allerede begyndte under corona, fortæller Erik Rimmer. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Et drivhus i haven
Foto: Getty Images

Ifølge dansk boligindretnings grand old man er drivhuse ligefrem højeste mode. 

– Det er måske en af de allerstørste strømninger lige nu. Det er en holistisk tankegang, hvor vi ser os selv som del af en helhed, og hvor haven i stedet for bare at være en græsplæne også indrettes med en køkkenhave eller et drivhus.

Mest læste artikler