Linoleumsgulv er slidstærkt og supernemt at holde

Flotte terner, tjekkede striber, klare farver, en rengøringsvenlig overflade, der kan holde år efter år, og hvor ridser “gror sammen” og forsvinder helt af sig selv. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men linoleum er en klassiker inden for gulv.

Linoleum er slidstærkt

Mindes du linoleum som gråt og kedeligt, er det rigtigt nok, men nu fås det i flotte farver. Det virker blødt og har en “god lyd”, når du går på det. Det er nemt at holde og klarer let det hårde liv både i entré, i køkken og under spisebordet.

Linoleum er selvhelende

Og kommer der en ridse, så lukker den sig i løbet af lidt tid. Linoleum har en “selvhe­lende” egenskab, der gør, at det arbejder, når det får lys og ilt.

Undgå limen

I dag kan du lægge et linoleumsgulv selv uden lim. Så undgår du både tørretid og af­dampning fra limen. Du skal blot bevæbne dig med en klods, en kile og almindeligt håndværktøj. Gulvet lægges i plader, fx 30 x 30 cm, der bankes sammen i et kliksystem. Pladerne skal naturligvis saves til. Det kræver en god sav og lidt målearbejde.

Læg på det gamle gulv

Linoleum kan lægges direkte oven på de fleste eksisterende gulve, blot gulvoverfladen er jævn og ordentlig understøttet.
Den samlede gulvhøjde er næsten 1 cm, og det ekstra lag gulv kan dermed komme i karambolage med sokkelskuffer i køkkenet og døre uden dørtrin.

Linoleum kan også fås i ruller

Som alternativ kan du vælge et linoleumsgulv, der skal limes på. Det kommer i store ruller eller i et udvalg af fliser og skal limes på gulvet af en fagmand. Da underlaget skal være absolut plant, skal det underlæggende gulv fuldspartles, og der skal lægges en ca. 3 mm fiberplade ud som underlag for linoleumsgulvet. Den samlede gulvhøjde bliver ca. 6 mm.
 
Læs også: Få et blankt og fugefrit epoxy gulv.

Nemt og naturligt 

  • Linoleum er i bogstaveligste forstand et naturmateriale. Det består af træmel, kalksten, linolie, harpiks og naturfarve, der er presset sammen på en bagside af jute. 
  • Linoleum, der lægges som plader, ligger på MDF-plader.
  • Sammensætningen af træmel og linolie gør linoleum bakteriedræbende ligesom et skærebræt af træ.
  • Linoleum kan købes med Svanemærket.
  • Ny linoleum har en gullig overflade, der kommer fra linolien. Afhængigt af lyset i rummet, vil det hurtigt få den rigtige, klare farve.
  • Linoleum er allergivenligt.

Linoleum er ultralet at holde

Til daglig skal linoleum vaskes med et pH-neutralt vaskeplejemiddel, der vil lægge en beskyttende overflade på gulvet. Hvis gulvet er blevet lidt anløbet med grus og snavs i overfladen, kan du “skrubbe det op” med en grøn grydesvamp med kon­centreret plejemiddel. Det fjerner hinden og det skidt, der har sat sig i den, og du kommer helt ned i de små ridser i overfladen.

3 skarpe om linoleumsgulve

  • Linoleum kan lægges på gulve med gulvvarme, hvis overfladetemperaturen hol­des på maks. 26° – ligesom ved trægulve.
  • Linoleum fås i en særlig hård udgave, der kan lægges på køkkenbordet. Her kommer de bakteriedræbende egenskaber til deres ret.
  • Og står du og mangler en god opslagstavle, kan den blødeste linoleum klare opgaven.

Du kan finde flere forhandlere af gulvbelægning her.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler