Sort er flot, men klæder ikke alle huse
Sort er en farve, der er blevet stadig mere populær til bygninger i de seneste år, især til huse med en moderne, stram nyfunkisarkitektur. Men sort klæder ikke alle huse. Som det gælder alle facadefarver, er det vigtigt at se på husets arkitektur, stil og alder. Sort passer fint til et hus fra starten af 1900-tallet samt til et moderne, nybygget hus. Men den gør sig ikke nær så godt på et hus fra 50’erne.
Beskyt det mørke træ mod varme
Varme er en anden faktor, du skal overveje, når du maler huset i en mørk farve. Temperaturen i en sort træfacade kan være op til 70ºC på en solrig sommerdag. Det er naturligvis ikke godt for træet, som kan sprække. Det undgår du ved at have et godt system under malingen og en imprægneringsolie, der forhindrer fugt i at trænge ind og fastholder malingens elasticitet. Dermed fordamper der ikke så meget væde fra træet, når det bliver varmt, og risikoen for sprækker formindskes.
Samme farve opfattes forskelligt
![]() |
Velkommen indenfor! En sort facade kombineret med en britisk grøn dør er et klassisk valg. |
Ligesom samme farve ser forskellig ud på forskellige tekstiler, opfattes facadens farve forskelligt afhængigt af overfladen, den er malet på. Også retning og placering samt meget bevoksning omkring huset påvirker opfattelsen af en farve. Farven på en væg mod syd kan opfattes som lysere end på den mod nord.
En pudset overflade giver et meget anderledes indtryk end en overflade af træ med samme farve. Prøvemal derfor altid og gerne flere steder, så du får en fornemmelse af, hvordan farven vil være, når facaden er malet færdig.
Vælg den rette malingstype
Hvis du vælger en sort alkydmaling skal du regne med, at både glans og farve ændrer sig over tid. Den er ikke længere så kulsort efter et par år. Derimod holder en akrylmaling farven både bedre og længere. Det vigtigste, når du vælger malingstype, er dog at tage hensyn til, hvad huset i forvejen er malet med og helst bruge den samme slags. Mange vælger i dag at male deres hus med en sort kalkmaling, men så skal man vide, at kalkmaling kun kan males over igen med samme kalkmaling.
Skab effekter med flere farver
![]() |
En varm modtagelse. En rød dør byder gæsterne velkomne i dette hus. |
En neutral facade, sort, mørk brun eller mørk grå, kan få et fint løft, når den kombineres med en helt anden farve på detaljer såsom vinduesrammer, døre og træværk. En grøn dør eller røde vinduer kan være prikken over i’et. På et sort hus bliver alle farver, som man supplerer med på døre og vinduer utrolig klare, så der bør du vælge afdæmpede nuancer, for eksempel rustrød eller matblå.