Den søde juletid står for døren. For de fleste betyder det hyggelige stunder med den nærmeste familie. For mange danskere er højtiden dog også lig med selvforkælelse. Du kan derfor med fordel overveje, om en opgradering af hjemmet bør være en del af årets juleønsker.
Ønsker du at ruste dit hjem til koldere tider, kan du med fordel undersøge husets indgangsparti.
4 områder, du skal være opmærksom på
Der er særligt fire områder, du bør være opmærksom på, når du skal vurdere, om hoveddøren trænger til en udskiftning, skriver dørproducenten Swedoor i en pressemeddelelse.
1. Er din dør slidt?
Flere års slid fra vind- og vejrforhold kan forringe din yderdør. Det er dog ikke altid nemt at se, om døren er slidt, men over tid kan hængslerne eller håndtaget løsne sig, døren kan blive skæv eller begynde at binde, og der kan opstå problemer med låsen. I nogle tilfælde giver det mening at reparere døren, men i nogle tilfælde kan det være en god ide at investere i en ny hoveddør.
2. Fyrer du for gråspurvene?
I den kolde tid spiller yderdøren en vigtig rolle i forhold til at holde kulden ude og varmen inde. En utæt eller dårligt isoleret dør kan nemlig være årsag til, at du oplever træk i hjemmet, eller at din varmeregning stiger unødvendigt.
– En hoveddør med god isolering kan virkelig hjælpe til at få bugt med træk og kulde i hjemmet. Samtidig vil døren bidrage til at nedsætte husets energiforbrug, som over tid kan spare tusindvis af kroner på opvarmningen af hjemmet, fortæller Peter Sejling, der er salgsdirektør hos SWEDOOR i Nordeuropa.
3. Bliver du generet af støj udefra?
Larm og trafikstøj fra nabolaget kan være til stor gene i hverdagen. Derfor kan det være en god ide at investere i en hoveddør med gode, lydisolerende egenskaber, som er med til at skabe et roligt og dermed mere behageligt indeklima i hjemmet.
– Lydklassificerede døre har forskellige niveauer af lydreduktion, og man har derfor mulighed for at vælge netop den løsning, der passer bedst til ens behov. Derudover kan man overveje at kombinere dørens lydreducerende egenskaber med en ekstra beskyttelse mod indbrud, brand og røggennemtrængning, fortæller Peter Sejling.
4. Er dørens design forældet?
Hjemmets æstetiske udtryk defineres ofte i høj grad af indgangspartiets udseende. Derfor kan du med fordel gøre dig tanker om, hvilke design og farvenuancer, der vil passe bedst til stilen i din bolig. Der findes nemlig mange valgmuligheder, når det kommer til design, hvilket giver en unik mulighed for at skabe et personligt udtryk med hoveddøren.
Med en ny hoveddør kan du nemt skabe en personlig stil.