Nemt at bruge kabelbakker
Pas på – undgå at ødelægge isoleringen på ledningerne
Vælg kabelbakkerne lidt større end nødvendigt, det kunne jo være, at der kom flere ledninger til med tiden. Vær opmærksom på, at isoleringen på kablet ikke bliver beskadiget af de skarpe hjørner, når du lægger det i kabelbakken. Så vær forsigtig, når du lægger ledningerne i – visse ledninger, fx antenne- og videokabler har en meget stiv del i midten som nemmere knækker omkring hjørner i kabelbakkerne.
Brug en kabeltæmmer
Undgå at skulle skrue noget fast i væggen eller panelet ved at vælge en såkaldt kabeltæmmer. Den er lavet af plastik og består af nogle led, som du hurtigt kan vride om alle ledningerne, så de bliver samlet til en enkelt veltrimmet ledning. Internetkablet kan naturligvis også skjules sammen med de andre kabler i en kabelbakke.
En trådløs løsning er vejen frem
Uden ledninger, intet ledningkaos: de trådløse løsninger vinder frem og har mange fordele. Fx giver trådløst internet flere mulighed for at være på nettet med hver deres computer, uden at det resulterer i kabelkaos.
Du slipper dog ikke for kablet mellem netværksstikket og den trådløse router, så det er en god idé at placere de to ting tæt på hinanden.
Det siger loven om kabelbakker
Hvis du bruger en kabelbakke til at skjule strømførende ledninger i, skal låget kunne tages af, så ledningen kan lægges i og fjernes uden at selve stikket skal skrues af forlængerledningen. Du skal også sørge for, at strømførende kabler ikke kan ødelægges af skarpe kanter i kabelbakken.
Kabelbakke og stikkontakt skal være i samme rum
Den forlængerledning, du lægger i kabelbakken skal komme fra en stikkontakt i samme rum som det apparat den fører hen til. Forlængerledninger må gerne ligge sammen med andre ledninger, fx antenne, telefon- og internetkabler så længe kabelbakkens låg er aftageligt.
Vil du vide mere om at skjule ledninger? Se 9 tips på magasinet Gør Det Selv’s website.