Mange glemmer det: Husk altid dette, før du køber bolig

Du skal huske at tjekke en særlig vigtig ting, når du køber bolig, ellers kan det have dyre konsekvenser for dig.
VVS'er med udstyr

Foto: Getty Images

Når du har fundet drømmehuset, er der flere ting, som du skal være opmærksom på, inden du skriver under på købskontrakten. En ting du skal være særlig opmærksom på, når du køber et hus af ældre dato, er kloakken. De skjulte rør er nemlig ikke en del af den obligatoriske tilstandsrapport, og en renovering kan hurtigt løbe op i 100.000 – 250.000 kroner, hvis hele haven skal graves op. Det skriver kloakspecialisten Norva24 i en pressemeddelelse.

– I 60’erne og 70’erne blev kloakledninger oftest udført med betonrør og ikke pvc-rør, som det er tilfældet i dag. Betonrør kræver vedligeholdelse og reparationer, og vi ser ofte, at problemer med slidte betonrør typisk starter, når huset er 30 og 40 år gammelt, og mængden af problemer vil kun stige, når boligen passerer 50-årsalderen, siger Robbin Lyth Stabell fra Norva24.

Potentielt set kan der ligge en stor udgift skjult, hvis man køber et hus af ældre dato med en dårlig kloak, og derfor er det en meget fornuftig beslutning at få lavet et tjek af rørene under jorden.

– Vi har set flere tilfælde med folk, der efter en fuld renovering af huset, er nødt til at brække gulvene op igen, da dårlige kloakrør gav vandskader samt problemer med skimmelsvamp og rotter, siger Robbin Lyth Stabell.

Det skal du være opmærksom på

Ifølge Robbin Lyth Stabell er de hyppigste konsekvenser ved gamle kloakrør, at de knækker, at der sker en korrosion, at papir begynder at hænge fast, samt at trærødder vokser ind i kloakkerne. Hvis det klukker fra håndvasken, eller toilettet trækker langsomt ud, kan det være symptomer på en forstoppelse i kloakken.

Hvis du som kommende husejer er i tvivl om kloakkens tilstand, giver Robbin Lyth Stabell dette råd:

– Er man bare det mindste usikker på kloakkens forfatning, bør man, inden man lukker handlen på drømmeboligen, sige til ejendomsmæglerne, at der skal laves en inspektion. Det er altså en særdeles god ide at kræve en tv-inspektion, og at alle kloakker ved samme lejlighed renses fuldt op, fortæller han. 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler