Undgå lugt og prop i afløbene

Læs med og få gode tips til hvordan du kan undgå lugt og prop i afløbene.

Twitter Print

Simple ting du kan gøre for at skåne afløbene

Større mængder fedt fra madlavning bør du ikke skaffe dig af med i vasken. Gem fx et tomt mælkekarton til at hælde overskydende fedt i, som du efterfølgende kan komme i skraldespanden. Kaffegrums fra stempelkaffekander skal heller ikke i vasken.

Brug også kun toilettet til det, som det er beregnet til. Bind, bleer og lignende skal skaffes af vejen med dagrenovationen.

Hvorfor lugter afløbet?

Vi tager vores afløb for givet, og tænker sjældent over dem, før de ikke længere virker, og det er bestemt ikke sjovt. Men vi kan gøre meget i hverdagen for at holde dem fri for både lugt og propper.

Lugten af kloak er rædselsfuld, og den vil vi på ingen måde have ind i huset, så det gælder om at holde vores afløb i topform, for de er jo faktisk direkte forbundet med kloaksystemet.

Det er vandlåsen, der holder kloaklugten ude. I vandlåsen står der altid en mængde vand, som blokerer for lugten. Vandet bliver skiftet ud, hver gang vi bruger afløbet, så der altid er rimeligt frisk vand til at holde lugten nede i kloakken.

Her skal du være opmærksom på eventuelle afløb, som sjældent er i brug – det kan fx. være i bryggers eller gæstetoilet. Får de lov til at stå for længe uden at være i brug, så kan vandet med tiden fordampe, så der bliver fri passage for kloaklugten.

Gør dig selv den tjeneste at hælde en spand vand i disse afløb en gang i mellem, så du sikrer dig, at de bliver skyllet igennem, så der kommer frisk vand i vandlåsen. Skal du rejse væk i længere tid, så kan du hælde en smule madolie ned i afløbet. Det lægger sig som en hinde på vandet og forsinker fordampningen en del.

Must have: Si i vasken

Et af de kritiske afløb er det under køkkenvasken. Her kan det ikke undgås, at der kommer madrester og fedt ned i afløbet, ligegyldigt hvor meget du passer på. Og kombinationen af fedt og madrester har det med at sætte sig fast på siderne af afløbsrøret. Så en effektiv si i vasken, så du fanger så mange madrester som muligt, er et MUST HAVE. Sien tømmer du løbende.

Det samme gælder for afløbet i håndvasken på toilettet og afløbet i badet. Her vil en si kunne fange de værste hår og skægrester, som også har potentiale til at danne seriøse propper i afløbet.

Udover at være forsigtig med, hvad der ender i afløbet, så er det bedste råd til at forebygge propper, at du jævnligt hælder 1-2 kedelfulde næsten kogende vand ned i afløbene.

Det meget varme vand opløser det fedt, der sætter sig og som også binder det organiske materiale, der danner propper, sammen.

Har du glemt at forebygge, og oplever du, at vandet har svært ved at løbe ud i afløbet, så kan et par kedler næsten kogende vand ofte skabe fri passage igen.

Fjern proppen – selv

Er der opstået en prop i afløbet, som kogende vand ikke kan løsne op for, så er der et par andre muligheder, du kan prøve, inden du tilkalder fagfolk. Problemet opstår ofte i vandlåsen, og de fleste moderne vandlåse under vasken er meget nemme at tage af.

Sådan gør du – trin for trin

Begynd med at sætte en spand under vandlåsen til at fange vandet, og ifør dig evt. gummihandsker, da der kan være slam i vandlåsen. Skru så de to omløberringe løse – det kan som regel gøres med håndkraft, ellers kan du forsigtigt prøve at løsne dem med en rørtang – fjern vandlåsen og rens den i en anden vask.

Du kan også prøve dig frem med en “svupper”. Her skal du fylde vasken halvt op med vand. Hold for overløbshullet med en fugtig klud og pump et par gange med svupperen over risten – det kan klare rimeligt genstridige propper.

Har proppen sat sig rigtigt godt fast, så er en håndsplit et rigtigt godt redskab. Det er en lang metalfjeder, som langsomt arbejder sig gennem afløbet og så at sige skraber urenheder løse. Med håndsplitten kan du komme langt ned i
rørene.

Kan hverken kogende vand, svupper eller håndsplit klare at skabe frit gennemløb i afløbet, så bør du kontakte en fagmand.

Kemisk rensning

Mange tyr til kemi, når der skal fjernes propper fra afløbene, men det er ikke nogen udpræget god idé, da kemikalierne er skadelige for miljøet. Et gammelt råd lyder også på at bruge kaustisk soda, men her kan du risikere at gøre mere skade end gavn på selve afløbet, da kaustisk soda kan skabe så meget varme, at plastikrør tager alvorligt skade. Brug hellere varmt vand eller mekaniske midler.

Twitter Print

Mest læste artikler