Få en ny bordplade i dit køkken

Bordpladen i køkkenet er den arbejdsplads, der bruges mest. Når det gamle køkkenbord er slidt, eller du synes køkkenet trænger til en ansigtsløftning, kan du skifte bordpladen ud. Med en ny af slagsen giver du hele køkkenet et løft for en relativt lille investering. Få tips til projektet og forskellige materialer her.

Overvej, hvad du skal bruge

Overvej først, om den nye plade skal være præcis som den gamle. Måske vil du gerne indbygge en spiseplads eller have en køkkenø. Tjek også, om den gamle plade er limet eller skruet på skabselementerne. Er den limet, er den sværere at udskifte uden at beskadige skabene.

Tænk nøje over materialet

Materialevalget er vigtigt. En plade af træ med integreret vask er ikke at anbefale til en familie med børn. Her vil pladen ofte blive våd med risiko for rande og misfarvning. På træ skal spildt vand tørres af med det samme.

En træplade skal plejes

Massiv og stavlimet træ fås i forskellige trætyper og tykkelser. Jo tykkere plade, jo mere kan den tåle at blive slebet ned, hvis misfarvninger opstår. Husk også, at en træplade løbende skal plejes med olie for at holde sig pæn.

Bordplade af laminat

Laminat er holdbart, findes i flere tykkelser og i mange mønstre og farver. Men med tiden slides overfladen. Pletter KAN være svære at fjerne og ridser svære at skjule. Kantlisterne kan miste grebet.

Komposit kan få ridser og misfarvninger

Bordplader af komposit er tilpasningsvenlige også i køkkener med specialmål. Bordpladen kan fx fortsætte op ad væggen. Ulempen er, at pladen kan få ridser, og en vask i komposit kan blive misfarvet af fx kaffe.

Læs om rustfrit stål, beton, glas, granit, mamor og rengøring
#br

Bordplade i rustfrit stål eller beton

Ridser er også noget, du må leve med, hvis du vælger en bordplade i rustfrit stål, skønt en sådan ellers er meget brugervenlig. Et andet meget slidstærkt materiale er en bordplade af beton. Den kan dog være følsom over for syrer af forskellig art.

Glas er let at holde rent

En bordplade af glas med eksempelvis farvet folie under glasset er let at holde ren. Holdbarheden er høj, men den kan ikke passes ind i et hvilket som helst køkken.

Granit og marmor/kalksten

Granit er slagfast og ikke modtageligt over for ridser. Materialet klarer høj varme og fås i mange farver og mønstre. Pas dog på pletter efter te og vin. Marmor/kalksten bør behandles med speciel sæbe, hvis materialet skal bruges i køkkenet. De er følsomme over for stænk af syre eller surt. Kalksten tåler ikke salt.

Tænk over rengøringen

Når du vælger din nye bordplade, skal du også tænke på dagligdagen. En sort bordplade er flot og præsentabel, men den kræver også daglig overtørring eller rengøring for at se flot ud. En laminatplade i et mønster er både nem at holde og rengøre.

Hjælp til projektet og hvor meget det koster
#br

Få hjælp fra en tømrer

Skal du ikke have en plade med integreret vask eller spiseplads, kan de fleste selv udskifte en bordplade. Men er du i tvivl, er pengene til en tømrer givet godt ud.

Så meget koster det

En bordplade i laminat med målene 200 x 62, ca. 4 cm tyk kan fås til ca. 500 kr. Massivt træ er en dyrere løsning. Plader i komposit er som udgangspunkt lidt billigere end natursten, glas er som regel dyrere. Spørg i en køkkenforretning eller tag en surftur på nettet.

Få pladen færdigmonteret

Ønsker du en bordplade i specielle mål med integreret vask eller spiseplads, skal du nøje overveje, om du magter selv at udskifte den. At få den færdigmonteret er en dyrere løsning, men de penge kan være godt givet ud på den lange bane.

Valget af materialet er vigtigt

Hvis du har for vane at lade opvasken tørre af sig selv på bordet, eller du ikke er meget omhyggelig med at få tørret væske op, kan en bordplade i træ let blive grim at se på. Marmor er smukt, men det kræver både omtanke og løbende pleje. I det hele taget er valget af materiale vigtigt. Spørg dig godt for, inden du beslutter dig.

Mest læste artikler