Når man gerne vil have en hurtig kop te eller kaffe, så kan det være fristende at fylde kedlen med varmt vand fra hanen for at hjælpe kedlen lidt på vej. Men faktisk er det en rigtigt dårlig idé, siger Jan Pravsgaard Christensen, lektor fra infektionsimmunologi ved Københavns Universitet.
“Jeg kan godt følge folk i, at når man tapper varmt vand fra hanen, så går det hurtigere. Men nej, jeg vil ikke umiddelbart anbefale det, fordi man løber en risiko for at blive syg. Det er en lille risiko. Men hvis vi alle sammen gjorde det, ville en del af os blive rigtig syge af det,” siger han til videnskab.dk.
Problemet ved at bruge det varme vand i kedlen er, at det kommer fra en varmtvandsbeholder, hvorimod det kolde vand kommer friskt og renset direkte fra vandværket, når du åbner for hanen.
Dårligt vedligeholdte varmtvandbeholdere er skyld i bakterier
Varmtvandsbeholdere kan godt indeholde bakterier, hvis de ikke er blevet tilstrækkeligt vedligeholdt eller ikke er blevet holdt varme nok, og derfor kan man blive temmeligt syg af at hælde det varme vand på kedlen.
Læs også: Lej en varmepumpe – sådan får du billig varme på abonnement
Jan Pravsgaard Christensen understreger dog, at det varme vand fra hanen sandsynligvis er helt uskadeligt, så hvis man hører til dem, der gladeligt har hældt varmt vand på kedlen, så kan man altså tage det helt roligt og bare holde sig til det kolde vand fremover.
Hvis man nu vover pelsen og alligevel bruger det varme vand i kedlen, så er det bedst at bruge en gammeldags kedel, da vandet ofte koger længere og man dermed øger chancen for, at bakterierne er væk. Men hvis man gerne vil være sikker, så bør man holde sig til det kolde vand fra hanen, når det kommer til drikkevand.