Teori: Genetisk kan danskere tåle flere kopper kaffe end italienerne
Vi danskere drikker mere kaffe end de fleste mennesker i verden, og noget tyder på, at vores ualmindeligt store forbrug skyldes, at vi rent genetisk kan tåle flere kopper end for eksempel italienerne.
Et bestemt gen, pdss2, undertrykker nemlig kroppens evne til at omsætte koffein, viser en undersøgelse fra Nature Scientific Reports.
Forskerne har undersøgt to befolkningsgrupper fra Nord- og Syditalien og sammenligner dem med en befolkningsgruppe fra Holland. Undersøgelsen er detaljeret beskrevet i Videnskab.dk.

Hollænderne drikker mere kaffe end italienere
Undersøgelsen viste, at gruppen fra Holland uden tvivl drak mere kaffe end italienerne. Den hollandske befolkningsgruppe drak i følge undersøgelsen 5,6 kopper kaffe om dagen, hvorimod de to italienske grupper drak 1,9 og 2,3 kopper.
Men det mest opsigtsvækkende undersøgelsen kom frem til var, at det bestemte gen, pdss2, var mere udpræget mellem italienerne.
»Man har tidligere vidst, at der var gener, som styrede koffeinnedbrydning, men det er interessant, at de har fundet et nyt gen, som ser ud til at være associeret til koffeinomsætningen og forbruget af kaffe,« fortæller Kjeld Hermansen, der er adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Undersøgelsen viste, at mennesker der drak meget kaffe, havde en lavere ekspression af genet pdss2. Ifølge forskerne kunne det være et tegn på, at der var en sammenhæng mellem genet og mængden af kaffe, man drak.

Danmark er blandt de 5 lande i verden, hvor der drikkes mest kaffe
Overraskende nok består top fem udelukkende af lande fra Norden. Det viser en rapport om ”Kaffe, sundhed og sygdom” for Vidensråd for Forebyggelse:
- Finland: 12 kg pr. person om året
- Norge: 9,9 kg pr. person om året
- Island: 9,0 kg pr. person om året
- Danmark 8,7 kg pr. person om året
- Sverige 8,2 kg pr. person året

Kaffe er mere end opkvikkende – det er tilmed sundt!
Når tallene viser den skinbarlige sandhed, at danskerne indtager enorme mængder kaffe, rejser det naturlige spørgsmål sig om, hvilke påvirkninger det har på vores sundhed.
Forbavsende virker det til, at et dagligt indtag af kaffe har en forbindelse til store sundhedsmæssige fordele, når det drejer sig om livsstilsygdomme.
»De, der drikker 4-5 kopper dagligt, har en 25-30 procent nedsat risiko for at udvikle type 2-diabetes. Vi har ikke nogen sikker forklaring herpå. Men nye dyrestudier har vist, at et stof i kaffe, cafestol, øger insulinproduktionen og øger glukoseoptagelsen i muskelceller, så sukkeret forsvinder fra blodet,« siger Kjeld Hermansen.
»Samtidig forebygger et moderat indtag af kaffe også hjertekarsygdomme, visse kræftformer og sænker risikoen for Parkinsons sygdom med 25 procent,« tilføjer han.
Kilde: Videnskab.dk