Nyt køkken – det skal du tænke på før du vælger

Et køkken kan have mange funktioner, og før I går ud og kigger på de mere håndfaste detaljer som farver på låger, soft-luk på skuffer og indretning af skabe, er det en god idé at nytænke, hvad I egentlig gerne vil bruge jeres køkken til.

Twitter Print

 

Hvad skal der foregå i køkkenet?

Hvad er I rigtig glade for ved jeres gamle køkken, og hvad skal i hvert fald ændres? Et helt grundlæggende spørgsmål er, hvad der “ellers” skal foregå i køkkenet. Skal der “kun” laves mad, eller skal der være plads til, at familien kan spise morgenmad – måske skal køkkenet være der, hvor spisebordet står.

Tænk i ekstra bordplads

Måske skal der være et stykke bordplads, hvor børnene laver lektier, mens en voksen laver maden. Og måske er det nu, at væggen til stuen endelig skal rives ned, så I får et større rum.

Hårde hvidevarer – hvad har du behov for?

Når I har gennemtænkt de overordnede spørgsmål, er det tid til at planlægge, hvad der skal være i køkkenet. En vigtig ting er hvidevarerne. Måske er det drømmen at få plads til en indbygget mikrobølgeovn, en dampovn eller måske en espressomaskine. Skal der være plads til en separat fryser, eller er det nok med en mindre fryser i forbindelse med køleskabet?

Ovn i en god arbejdshøjde

Hvis I bruger jeres ovn rigtig meget, er det også en overvejelse værd, om ovnen skal skilles fra kogepladerne og placeres i en god arbejdshøjde.

Tænk i arbejdsgange

Når I kommer til selve indretningen, er det en god idé at tænke meget praktisk over, hvordan I normalt bruger køkkenet. Bliver der syltet meget, skal der være plads til store gryder. Bager I ofte, skal der være et sted, hvor de varme plader kan mellemlande. Og renser I en masse grøntsager, er det måske en god idé med to vaske.

Hvem bruger køkkenet?

Tænk også over, hvad der foregår i køkkenet på de “uofficielle tidspunkter”. Hvis der er meget trafik af teenagebørn, der smører en mad i forbifarten, er det smart med plads til et skærebræt i forbindelse med køleskabet.

Tænk mange år frem

Det en idé at “alderssikre” køkkenet, for med årene bliver der langt ind bagest i underskabene – det er meget nemmere med en indsats, der kan trækkes ud!

Køkkenet skal passe til resten af huset

Mange køkkener bliver en integreret del af husets møblement, og det er vigtigt at tænke på, om træart og farver passer til resten af de møbler, I gerne vil have i rummet og evt. i de tilstødende rum.

Samme stil i køkken og alrum

Hvis I benytter lejligheden til at rive en væg ned og inddrage naborummet til et køkkenalrum, er det særligt vigtigt at tænke indretningen igennem, så hele rummet kommer til at passe sammen i stil, træart, farver, gulvbelægning mv. Samtidig er det en god idé at have rengøring og holdbarhed med i overvejelserne, når man vælger køkken.

Forskellige bordpladers egenskaber

Træ fås i mange sorter. Fælles er, at træet skal behandles og vedligeholdes med olie. Det kan ikke tåle, at vand bliver liggende, og det bliver nemt ridset og tåler ikke varme gryder. Til gengæld er det smukt, og det er dejligt at arbejde ved.

Komposit-sten er fremstillet af 95 pct. natursten, farvepigmenter og bindemidler af harpiks. Kompositsten kan tåle varmepåvirkningen fra fx pander og plader i kortere tid. Lad dog aldrig brandvarme gryder og plader stå til afkøling.

Granit og andre natursten er meget slid- og ridsestærke. Får hvide udtrækninger af varme gryder. Skal vedligeholdes med olie – og tåler vand.

Laminat er varmefast og tåler varme op til 110°. Den er meget slidstærk, men anvend dog aldrig knive direkte mod laminatoverfladen. Glatte laminater er mere modtagelige over for ridser. Laminat kræver ingen nævneværdig vedligeholdelse.

Rustfrit stål er den dyreste bordplade, men den tåler alt. Stålet er flot og bliver med tiden patineret.

Twitter Print

Mest læste artikler