I mange år har det gamle husmorråd lydt, at karkluden skal skiftes én gang om dagen. Men ifølge Sundhedsstyrelsen er det ikke længere nok. Du skal nemlig være særligt opmærksom på udskiftning af karkluden, hvis den har været brugt til andet end bare at tørre en kaffeplet op eller tørre bordet af efter aftensmaden.
Det kan være nødvendigt at skifte karkluden oftere for at sikre en god køkkenhygiejne. En fugtig karklud i håndvasken er nemlig et paradis for baktier, som har brug for vand for at formere sig.
Sådan sikrer du god hygiejne
Du skal skifte karkluden med det samme, hvis den har været brugt til:
- Rå æg (også hvis du bare har brugt den til at tørre fingre i)
- Råt kød og fjerkræ (eller til at tørre kødsaft af fingrene)
- Rå fisk
- Grøntsager, du ikke har skyllet grundigt først, og hvor der er jord tilbage på bord eller skærebrættet, når du tørrer det af.
Hvis du har brugt karkluden til noget af det ovenstående, skal du altså smide den til vask og gerne på minimum 60 grader eller en regulær kogevask. Det er nemlig ved denne temperatur, at langt de fleste baktier og pletter fjernes, så du sikkert kan bruge karkluden igen efter vask. Generelt gælder det om at holde karkluden tør, så der dannes færre bakterier. En god huskeregel er, at karkluden tørrer hurtigere, når den hænger over vandhanen, end krøllet sammen i bunden af håndvasken.
Kilde: Sundhedsstyrelsen