Sådan får du et nyt køkken uden at røre en finger

Det er billigst at forny dit køkken selv, men der er mange fordele ved at få håndværkere til at lave dit nye køkken.

Nyt køkken uden at røre en finger

Skal du have nyt køkken, så er det første og vigtigste skridt at fastlægge en beløbsramme, for du kan få et nyt køkken for 30.000 kr., men du kan også nemt komme langt om på den anden side af 100.000 kr. alt efter hvilke løsninger, du vælger.

Prisen afhænger selvfølgelig af størrelsen af køkkenet, hvilke materialer du vælger, og i hvor høj grad du skal klare arbejdet selv eller vil have håndværkere til det. Husk også, at hvis det nye køkken kræver, at der laves om på el- eller vandinstallationer, så kommer der ekstra udgifter til elektriker og vvs-mester.

Vil du forny selv? Gå ikke glip af håndværkerfradraget

Vær realistisk

Når du kigger på køkken, vises der ofte et priseksempel på det samlede køkken, men dertil kommer en hel række ting, der ikke er inkluderet.

Priseksemplet dækker ofte kun skabe, sokkel og greb, og der skal så lægges til i form af bordplade, eventuelt nye hårde hvidevarer og andet vigtigt tilbehør plus arbejdsløn til håndværkere.

Så inden du lægger dig fast på en bestemt løsning, så sørg for at få et realistisk budget, der også har lidt luft til uforudsete udgifter, der kan dukke op undervejs i forløbet.

Vil du spare penge

Der er selvfølgelig penge at spare ved at gøre det selv – enten dele af opgaven eller det hele, men der er også store fordele ved at få håndværkere til at klare arbejdet. Du får frigjort rigtig meget tid til dig selv, når du ikke skal bruge din fritid på at rive ned og bygge op. Når du hyrer håndværkere til projektet, så går der også kortere tid, inden du har et fikst og færdigt køkken, og endelig er du sikker på, at tingene bliver gjort ordentligt. Det sidste kan få stor betydning, når du evt. skal sælge dit hus.

Og vælger du en håndværker, der er tilmeldt “Håndværkergaranti”, så bliver eventuelle fejl dækket og udbedret efterfølgende. 

Beskyt køkkenets vægge – sådan gør du

Indhent tilbud fra flere

Ofte samarbejder køkkenfirmaet, der skal levere dit køkken, med håndværkere, der kan montere, udføre el- eller vvs-arbejde m.m. Men det er en god idé at indhente andre bud på opgaven. Lav en skriftlig beskrivelse af opgaven, så håndværkerne får samme opgave at regne på. Normalt er det fint at indhente bud fra to eller højst tre håndværkere. Når du har taget beslutningen om, hvilken håndværker, der skal udføre opgaven, så sørg for at få et bindende, skriftligt tilbud, så du ved, hvad opgaven kommer til at koste.

Det skal regnes med

Det er ikke muligt at komme frem til en generel pris, på et nyt køkken. Udbuddet er stort og projekterne mange. Men du går ikke helt galt i byen, hvis du som udgangspunkt medregner følgende udgifter til håndværkere, når du kigger på din beløbsramme

  • Nedrivning og bortskaffelse af affald: 3.500 – 7.000 kr.
  • Opsætning af det nye køkken: 8.000 – 12.000 kr.
  • Malearbejde: 5.000 – 7.000 kr. (for spartling af vægge, væv på vægge og maling af vægge og loft)

Priserne skal tages med alle mulige forbehold for forholdene i dit køkken og valg af køkkenelementer.

Se dig godt for, når du investerer i en køkkenmaskine.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler