Du skal lade vandet løbe, inden du drikker det
Er du også en af dem, der overvejer det, hver gang du tænder for vandhanen? Kan jeg egentlig bare drikke vandet, eller skal det løbe lidt?
Svaret er simpelt: Du bør altid lade vandet løbe, inden du drikker det. Og det er der en rigtig god årsag til. Der findes nemlig mange bakterier i vandet og efter en periode med stilstand i vandrørene, er forholdene optimale for vandets bakterier. Bakterier lever nemlig bedst i vand, der enten er varmt eller lunkent. Du kan derfor risikere at sluge en masse ubehagelige bakterier, hvis du ikke lader vandet løbe først.
Hvor længe skal man lade vandet løbe?
Også hos Miljøstyrelsen anbefaler man, at du sørger for at lade vandet løbe lidt, inden du tager dig et glas. På den måde sikrer du, at vandet er blevet koldt og dermed bestående af langt færre bakterier.
Det anbefales, at du lader vandet løbe i det, der svarer til mindst to-tre deciliter, inden du drikker det. Det gælder, hvad end vandet skal bruges til drikkevand, til kaffe eller til te. Heller ikke når det gælder madlavning bør du bruge det varme vand fra hanen. Det øger nemlig risikoen for afgivelse af blandt andet metal og sygdomsfremkaldende bakterier. Hvis du til gengæld sørger for at koge vandet, inden du bruger det til madlavning, er der ingen problemer.
Husk at få renset drikkeflasken
I princippet kan vand ikke blive for gammelt, men det anbefales dog, at du ikke påfylder friskt vand oven i gammelt vand. Vand, der står stille, kommer hurtigt op på stuetemperatur, og på den måde danner der sig mange bakterier.
Det er desuden ikke unormalt, at man bruger den samme vandflaske hele dagen flere dage i træk. Hvis du bruger en gammel vand- eller sodavandsflaske, er det vigtigt, du sørger for at få den gjort ordenligt rent mindst én gang om dagen.