Hvem:Ann-Sofie Ostenfeld, 27 år, digital forretningsudvikler hos Bonnier Publications, med kæreste Rolf Pedersen, 38 år, debatredaktør hos BT, bonussøn Johs på snart 3 år, og hunden Rud på 9 år.
Hvad: Rød murstensvilla fra 1907, 211 kvm, tre etager.
Hvor: Amager
Hvor længe: siden 20. december 2014
Vi har de seneste to måneders tid hørt sætningerne “hmm, det er et interessant hus” og “ja, der er mange muligheder” adskillige gange. Det er de færreste, der har udtrykt stor entusiasme over vores køb. Og ja, der ER mange store projekter, men forskellen på os og andre er nok, at vi kan se muligheder alle vegne, og at vi bliver spændte blot ved tanken om at skulle gå i gang med arbejdet.
Nu skal der knuses fjender
For at gøre projektets størrelse mere tydelig, så står vi over for et husareal på 211 kvm plus en to-etagers udestue på i alt 20 kvm, et bryggers på 6 kvm, samt et større udeareal, som skal totalrenoveres. Det kræver en veludført krigsplan for at kunne gribe projektet optimalt an. En plan, der trin for trin skal knuse fjender som udtryksløse væg-til-væg gulvtæpper, brune panellofter, grimme elkabler og meget andet. Vi er langt med vores plan, men har stadigvæk nogle overvejelser. En af dem vil jeg dele med jer her.
Sagaen om det lilla bad
Den handler om det mest iøjnefaldende og grimme i huset, som er vores lilla badeværelse i stueetagen. Et rum, vi simpelthen bliver nødt til at gøre noget ved. Det er uden tvivl, at både badekar og håndvask skal jævnes med jorden. Det samme skal de kedelige fliser som på den ene væg har et “maleri” af et lille landskab med en båd i en sø og bjerge i baggrunden. Den del er fastlagt. Spørgsmålet er så hvordan badeværelset skal indrettes på ny. Vi er så privilegerede, at vi også har et WC på førstesalen.
Mange, mange muligheder …
Vores tanke, da vi så huset første gang, var derfor at etablere et badeværelse på førstesalen og nedlægge det i stueetagen for at inddrage arealet til et større køkken. Det skulle således gøres ved at nedrive den væg, der adskiller badeværelset fra køkkenet og fortsat beholde gangarealet, der adskiller ind til stuen.Vi kunne selvfølgelig også inddrage gangen for ét stort køkkenalrum i hele stueetagen, men i så fald vil man komme direkte ind i køkkenet fra opgangstrappen. En anden mulighed er at nedrive væggen, der adskiller køkkenet fra stuen for at få et køkken-alrum den vej, men det er en hel anden snak. Hvis jeg vender tilbage til badeværelset, så ville det på sin vis også være ærgerligt ikke at skulle have et badeværelse i stueetagen.
Forslag fra læsere er velkomne!
For eksempel når vi har gæster på besøg. Vi overvejer derfor at lave en mindre omfattende renovering, hvor vi beholder badeværelset, men nedriver alt indenfor væggene, og bygger det op på ny. Vi kan jo stadigvæk lave et køkkenalrum den anden vej. Vælger vi den løsning, er næste spørgsmål hvordan, det skal indrettes. Vores tanke er at rykke WC og håndvask over på den venstre væg, hvor badekaret er placeret nu. På den højre side kan man så udvide brusekabinen til det meste af væggen, så det bliver et dobbelt et af slagsen. Men vi er ikke gået i gang endnu, så vi kan jo nå at ombestemme os. Forslag til hvordan vi kan løse vores problemstilling med badeværelset er meget velkomne.