Ny blog: Tilbygningen … det brune monster

Ann-Sofie Ostenfeld går denne gang i lag med en gammel tilbygning til hendes og kærestens hus på Amager.

Hvem: Ann-Sofie Ostenfeld, 27 år, digital forretningsudvikler hos Bonnier Publications, med kæreste Rolf Pedersen, 38 år, debatredaktør hos BT, bonussøn Johs på snart 3 år, og hunden Rud på 9 år.
Hvad: Rød murstensvilla fra 1907, 211 kvm, tre etager.
Hvor: Amager
Hvor længe: siden 20. december 2014

Læs også: Lav en tilbygning, der øger husets salgspris

To-etagers træbeklædt tilbygning

Denne gang vil jeg fokusere på det to-etagers træbeklædte brune monster af en tilbygning, som vi har fået os lidt af et hyr med. Det startede med, at Rolf ville fjerne cigarkasse-træbeklædningen i døråbningen på førstesalen ud til tilbygningen. Selve nedtagningen af træbeklædningen gik problemfrit, men det, der var bagved, var lidt af en overraskelse – og ikke en god en af slagsen. Under beklædningen opdagede vi, at murstenene over dørhullet – stikket – sad løst, faktisk så løst at vi måtte sætte en træbjælke på tværs med en metalstolpe under for at murstenene ikke faldt ned. Rolf undrede sig over, hvordan murstene kunne være blevet så løse, så han fjernede loftsbrædder i tilbygningen over stikket. Oppe under loftsbrædderne fandt vi fugtigt rockwool og valgte derfor at tage det ned for at opdage en to meter lang sætningsskade i muren, der havde sat sig hele vejen fra døråbningen til midt op på etagen ovenover.

Masser af papirarbejde

Inden overtagelse af huset havde vi mange overvejelser omkring ejerskifteforsikring. Sælger havde forpligtet sig til at betale halvdelen af den billigste på markedet, og den overvejede vi længe at købe. Men efter lange snakke om, at vi havde givet os i kast med et gammelt hus, fik vi os selv overtalt til at tegne en væsentligt dyrere forsikring. Der er jo trods alt nogle risici ved at købe et gammelt hus. Efter den beskrevne opdagelse kontaktede vi hurtigt det forsikringsselskab, som vi havde tegnet ejerskifteforsikringen hos, og de var behjælpelige. Vi aftalte, at en af deres vurderingssagkyndige ville komme og kigge på skaden, og det var han en uges tid senere. Han vurderede hurtigt, at de sandsynligvis skulle betale for at udbedre skaden. Næste skridt var, at han sendte et murerfirma, som samarbejder med forsikringsselskabet, ud for at give et tilbud. Det samme gjorde vi også med et murerfirma, som vi kender. Et par ugers tid senere havde begge været forbi og afgivet tilbud, som vi sendte til forsikringsselskabet. Som nu har henvendt sig til os og fortalt, at de vil betale for at udbedre sætningsskaden i muren, og den del af tilbygningens loft og tag som er beskadiget. YES!

Ideer på tegnebrættet

I forrige weekend, da vi væltede væggen mellem de to soveværelser, kom vi til at snakke om en af vores tidligere idéer, nemlig at droppe tilbygningen på førstesalen og i stedet bygge en altan ovenpå stueetagen. Værelset, der går ud til tilbygningen på førstesalen, bliver vores soveværelse, så vi vil få direkte udgang til en altan fra soveværelset. Det der taler imod er selvfølgelig, at vi mister små 10 (ikke BBR) kvm., men igen plads har vi nok af. Vi har ringet til en arkitekt, som kommer ud og rådgiver os i forhold til hvordan det skal gøres bedst. Og vi er i snak med forsikringen om muligheden for at nedrive tilbygningen samtidigt med at de udbedrer skaden for herved at udnytte det af forsikringen opsatte stillads. Læs med om nogle uger, hvor jeg giver en opfølgning på projektet.

Mest læste artikler