Endnu ingen
sikkerhedsstandard
![]() |
Biopejsene er designet i former, der gør dem til aktive medspillere i rummets udtryk. Og de findes i mange varianter. Herover er en løsning fra Ellipse og bordmodellen længere nede hedder Nice 350. |
Ifølge loven skal producenterne af biopejse sørge for, at deres pejse er sikre at bruge, men der eksisterer ikke en standard, som detaljeret beskriver sikkerhedskravene. Sikkerhedsstyrelsen arbejder dog på at få indført en europæisk standard.
Indtil da er det bedste, du kan gøre: Køb kun en biopejs, som har en grundig brugs- og sikkerhedsvejledning, eller vælg en med elektronisk tænding. Det øger sikkerheden.
Ulykker ved fyldning
og optænding
En del ulykker er sket i forbindelse med (gen)fyldning og optænding af biopejse bl.a. fordi det kan være svært at se, om flammen er 100 % slukket. Men du kan selv gøre det mere sikkert ved at følge en håndfuld simple råd.
Påfyldning af bioethanol
Fyld altid kun en helt kold brænder. Den skal være så kold, at du kan røre den uden at brænde dig. Fyld brænderen helt. Fylder du den kun halvt, vil den anden halvdel blive fyldt med gassen fra bioethanolen, hvilket øger risikoen for ulykker.
Hæld ikke direkte fra dunken. Brug en pumpe eller en lille beholder. Jo mindre bioethanol, du holder ad gangen, jo mere sikkert.
Hvis du spilder: Tænd ikke pejsen. Tør med papir, tøm sikkerhedskammeret for overskydende bioethanol. Vask hænderne grundigt, inden du tænder pejsen, for at undgå forbrændinger på huden.
Biopejsen i daglig brug
Optænding
– Kun voksne må betjene en biopejs.
– Brænderen skal være helt kold, når du tænder.
– Brug en meget lang tændstik eller en fyrfadslighter med langt skaft.
– Hold afstand.
– Tænd ikke, hvis den er overfyldt med bioethanol. Fyld kun op til maks.
– Pust ikke til flammen.
Mens biopejsen er tændt
– Hold dig på min. 30 cm’s afstand.
– Hold børn og dyr på ekstra afstand, og lad dem aldrig alene med en tændt biopejs.
– Rør ikke ved pejsen.
– Pust aldrig til flammen.
– Forlad ikke rummet.
– Påfyld ALDRIG mere bioethanol, mens pejsen er tændt. Den skal være helt slukket først og køle i min. 15-20 minutter; gerne 1 time, så den er så kold, at du kan røre den uden at brænde dig. Bioethanol omdannes til gas allerede ved en temperatur på 15 grader, og derfor skal brænderen være helt kold, inden du påfylder den, ellers risikerer du, at gassen selv-antænder, og ilden breder sig til den ethanolbeholder, du hælder fra.
Slukning af biopejsen
– Det bedste er at lade pejsen brænde ud.
– Får du alligevel brug for at slukke pejsen før tid: Kvæl flammen med det lille låg, der sidder på pejsens brænder. Tjek brugsvejledningen. Har brænderen ikke et låg, er biopejsen ikke særlig sikker at bruge.
– Forsøg aldrig at puste flammerne ud.
– Brug aldrig vand, da det kan få flammerne til at brede sig!
Kilder: Decoflame, Sikkerhedsstyrelsen, Biopejs.com og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).