El-installationer i hjemmet – hvad må du selv gøre?

Elektricitet er en alvorlig sag. Derfor er der mange, der holder sig tilbage med el-arbejdet i hjemmet. Så forsigtig er der dog ingen grund til at være. Der er nemlig mange ting i hjemmet, som private både gerne må og kan sætte op og reparere.

Med eller uden autorisation?

I reglerne og lovene om el-arbejde skelnes mellem to grupper:

  1. Forbrugere og virksomheder uden autorisation
  2. Virksomheder med autorisation

Private tilhører den første gruppe. Det er naturligvis repræsentanter fra denne gruppe, der har indskrænkninger i, hvad de selv må udføre.

Omfattende, men logiske regler

Reglerne er meget udførlige, men egentlig ganske logiske. Princippet i dem kan koges ned til nogle få sentenser:

  • Enhver må generelt arbejde med det, der er synligt og tilgængeligt.
  • Forbrugere må ikke foretage nye, faste el-installationer i hjemmet på steder, hvor der ikke allerede er en installation, der er etableret af en el-sagkyndig.
  • Man må i det store hele gerne arbejde med det, man kan tage med, når man fraflytter en bolig. Restriktionerne gælder primært de installationer, der vil blive siddende efter en flytning.
  • Al el-arbejde skal udføres, efter at elektriciteten er slået fra centralt. Det behøver kun at være på det sted på gruppetavlen, der vedrører den installation, du skal arbejde med. Vil du være helt sikker, skal du afbryde al strøm. Skal det være helt efter bogen og reglerne, skal du desuden tjekke, at strømmen er slået helt fra med en spændingstester.

Men lad os være mere konkrete med, hvad man må, og hvad man ikke må. Her støtter vi os til materiale produceret af Sikkerhedsstyrelsen og præsenteret af inspektør Søren Søgaard.

Må jeg udskifte en stikkontakt?

Enhver må skifte en stikkontakt ud med en anden stikkontakt. Betingelsen er, at der allerede er installeret en stikkontakt, og at man kan komme til at udskifte stikkontakten.

Man må dog ikke flytte en stikkontakt til et andet sted i boligen, selvom det er nærvedliggende sted. Det ville være det samme som at lave en ny installation. Man må altså kun udskifte dåsen, hvis der er en installation i forvejen.

Må jeg udskifte en afbryder?

Du må også gerne udskifte en afbryder, men den skal udskiftes med én, der passer på den dåse, der er installeret inde bag ved. Man må ikke lave en ny stikkontakt og sætte en ny afbryder op på et sted, hvor der ikke var en installation før.

Må jeg selv trække elkabler?

Private må gerne selv trække ledninger til lamper fra stikkontakter eller fra udtag til lamper. Private må dog ikke selv hakke ud til nye installationer og trække nogle foreløbige ledninger og så overlade slutarbejdet til el-installatøren. En autoriseret elinstallatør må nemlig ikke tage ansvar for arbejde, som vedkommende ikke selv har udført.

Det er helt i orden at fixe en stikprop, hvis du vel at mærke ved, hvad du gør.

Må jeg selv sætte lamper op?

Private må gerne selv selv sætte lamper op. Der skal dog som udgangspunkt være et lampeudtag, man skal kunne komme til. Man må ikke lave en ny installation skjult oppe under loftet for eksempel. Man må derimod gerne trække en kort ledning fra et lampeudtag et andet sted i loftet.

Må jeg selv udskifte en køleskab?

Du gerne skifte et køleskab ud med et andet, hvis køleskabet er forsynet med en stikprop, og der er et stik i boligen, som stikproppen passer i.

Må jeg selv sætte komfur ovn og emhætte op?

Er de hårde hvidevarer forsynet med stikprop, og findes der en dertilhørende stikkontakt, så må enhver installere apparaterne. Man må også gerne flytte placeringen af komfur, ovn og emhætte. Betingelsen er, at man stadig kan anvende den oprindelige stikkontakt. Det forudsætter naturligvis, at ledningen på den pågældende hårde hvidevare har den tilstrækkelige længde.

I mange tilfælde er ovn og komfur og emhætte dog ikke tilsluttet via stikkontakt og stikprop, men derimod direkte i en dåse eller i et fast tilslutningssted. I så fald er det en opgave for en autoriseret el-installatør.

I Sikkerhedsstyrelsens pjece “Gør det elsikkert”, finder du mere udførlig information om, hvad du må og hvad du ikke må, når det gæder el-installationer i privatboliger. Find den her.

Mest læste artikler