Vurdering af ny produkttype
Transportable gasvarmeovne, som er kombineret med el-tilslutning, er en ny produkttype, som udgør en stigende markedsandel. Sikkerhedsstyrelsen har valgt at lave en markedskontrol på området på grund af kombinationen af el og gas i samme produkt. Det har ved en tidligere test placeret produkttypen i en højere risikogruppe end de tidligere kendte gasvarmeovne uden el-tilslutning. Undersøgelsen er en samlet nordisk indsats, hvor sikkerheden i de populære gasvarmeovne testes.
Testes for stød og giftigt udslip
I sagen hvor en bestemt type gasvarmeovn blev trukket tilbage fra markedet, var det på grund af risiko for stød, forbrændinger og gasudslip. Og nu bliver der altså sat en større undersøgelse i gang i samarbejde mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland. I Danmark sendes de forskellige gasvarmeovne til test hos akkrediterede laboratorier.
– De testes for, om de kan give kulilteforgiftning og elektrisk stød, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen. Der kontrolleres også for mærkning af ovnene, da det har vist sig, at den ofte er mangelfuld og medfører, at sikkerheden forringes.
Potentielt livsfarlige risisci ved ovnene
Faren for stød, kulilte- og gasudslip skal tages alvorligt. De elektriske stød kan være kraftige og dermed livsfarlige og kan samtidig forårsage eksplosion og brandfare. Gas og kulilte er også livsfarligt for mennesker og dyr, hvis det trænger ud i rummet, og kulilten er lugt- og smagfri, så man opdager den ikke. Tegn på forgiftning er bl.a. svimmelhed, hovedpine og kvalme.
Vær opmærksom på din egen gasvarmeovn
– Fordi et produkt er blevet trukket tilbage, er det ikke ensbetydende med, at der er problemer med andre gasvarmeovne, siger Mette Cramon. Så du behøver ikke stoppe med at bruge din ovn, men skal blot være opmærksom og bruge din sunde fornuft. Hvis du fx kan høre, der siver gas ud, eller du mærker små stød fra ovnen, skal du straks slukke for den. Sørg også for, at regulatoren er sat ordentligt på, og at ovnen er mærket og godkendt.
Alarmer kan være en god idé
Som et yderligere supplement til at holde øje med ovnen og kontrollere gasslange og forbindelser til slangen og regulatoren regelmæssigt, kan det også være en idé at anskaffe sig alarmer. Du kan både få gas- og kuliltealarmer, som reagerer ved udslip. – Det må dog aldrig blive en falsk tryghed, understreger Mette Cramon. Det bedste råd er stadig at tjekke ovnen jævnligt og sikre sig, at alt sidder som det skal.
Sikkerhedsstyrelsen forventer at have resultaterne af den fælles nordiske overvågningsindsats i slutningen af tredje kvartal 2012.
Gode råd om sikker brug af gasvarmeovn
1. Sørg altid for, at regulatoren er sat rigtigt på efter flaskeskift
2. Opstillingsrummet skal være mindst 15 m3 og må ikke have karakter af soverum
3. Overhold altid fabrikantens anvisninger om afstandskrav til brandbare genstande
4. Få gasslange, forbindelser til slangen og regulator kontrolleret mindst hvert 2. eller 3. år
5. Såvel slange som regulator skal være DG-mærket og godkendt, hvis dette følger som ”løst” sæt. Hvis slange og regulator er påsat fra fabrikanten, kan dette være med i CE-godkendelsen.